Sponsorer sender Team Sydhavsøerne på træningslejr

Kristian Lund Vukman er ramt af sygdom og er meget tvivlsom til dagens træningskamp mod Roskilde. Foto: Kim Nielsen, Konceptlab

Med hjælp fra klubbens faste støtter og sponsorer er Team Sydhavsøerne på træningslejr i Rødbyhavn frem mod anden halvdel af sæsonen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Seks nederlag i træk har sendt Team Sydhavsøerne ned i betænkelig nærhed af nedrykningsstregen i håndboldens 1. division inden den resterende del af sæsonen genoptages på fredag med en meget vigtig hjemmekamp mod HC Odense.

For at få så optimale forberedelser som muligt har spillerne i både 1. og 2. holdstruppen været samlet siden i torsdags frem til i morgen med udgangspunkt i Hages Badehotel i Rødbyhavn for at forberede sig bedst muligt, på det der venter i de kommende måneder, hvor Team Sydhavsøerne gerne skulle spille sig fri af nedrykningskampen og orientere sig lidt længere oppe i tabellen.

Træningslejren er blevet til med hjælp fra klubbens sponsorer, der er gået sammen om at give spillerne de bedst mulige forudsætninger, for at redde klubben fri af nedrykningssuppedasen.

- Det er en rigtig fin mulighed for at være sammen som hold, og få nørdet lidt mere med tingene, end vi ellers havde mulighed for, lyder det fra træner Klavs Bruun Jørgensen, der er ved godt mod til trods for de noget sløje resultater på det seneste.

Stemningen er god

- Jeg synes vi er kommet godt i gang med træningen efter julepausen og stemningen i truppen er i forvejen god, men det skader aldrig at være yderligere sammen, for også at skabe nogle gode relationer udenfor banen, og det er de her dage rigtig gode til, siger Klavs Bruun Jørgensen, der dog ikke har den fulde trup til rådighed på træningslejren.

De to færøske landsholdsspillere Pætur Mikkjalsson og Pauli Mittún er på træningslejr med det færøske landshold, og kommer først hjem til Danmark i morgen, og så måtte Kristian Lund Vukman lade sig isolere på et værelse i natten til fredag med sygdom.

- Det er selvfølgelig ikke optimalt, men vi må få det bedste ud af det, men dem der er tilbage, og det er jeg ret sikker på, at vi nok skal få, kommer det fra Klavs Bruun Jørgensen, der altså er ramt på ressourcerne inden den planlagte træningskamp i eftermiddag i Lollands Bank Arena mod Roskilde, der ligger sidst i 1. division.

Det har dog ikke været på tale at aflyse træningskampen på grund af manglende ressourcer.

Bliver et puslespil

- Nej, slet ikke. De øvrige spillere har brug for en kamp så tæt på, at vi skal spille turneringskamp, men det bliver da lidt af et puslespil, at få brikkerne til at gå op, medgiver Klavs Bruun Jørgensen, der også skal tage hensyn til, at klubbens 2. divisionshold spiller turneringskamp mod TMS Ringsted i hallen ved siden af klokken 15:00.

- Der bliver nogle af spillerne, der kommer i kamp begge steder. Blandt andet Alexander Løj og Kasper Manfeldt. Ellers kan vi ikke få det til at gå op på stregpositionen, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Kasper Manfeldt var også med i den seneste 2. divisionskamp i sidste weekend mod Furesø. Stregspilleren er tilbage igen efter en skadespause på en måneds tid.

- Heldigvis har vores andethold så mange point allerede, at de næppe kommer i nedrykningsfare, så nu sætter vi alt ind på også at komme i sikkerhed med førsteholdet, fastslår cheftræneren, der sætter sit hold på banen i dag klokken 13:30 til træningskampen mod Roskilde.