Sponsorer truer med at trække sig fra VM i ishockey
Kritikken over Hviderusland som medvært for ishockey-VM vokser. Nu truer flere sponsorer med at trække sig.
Skoda vil ikke være hovedsponsor ved dette års VM i ishockey, hvis det skal afholdes i Hviderusland.
Det meddeler den tjekkiske bilfabrikant, der har været VM-sponsor siden 1993, lørdag på Twitter.
- Vi har været en stolt partner til VM i ishockey i 28 år. Men vi respekterer og støtter også menneskerettighederne.
- Derfor vil Skoda trække sig som sponsor for VM i 2021, hvis Hviderusland bekræftes som medvært for begivenheden, skriver Skoda.
Skoda vil have fjernet Hviderusland som medarrangør, fordi regeringen fortsætter med at slå hårdt ned på fredelige demonstrationer i landet.
Hviderusland har oplevet voldsomme demonstrationer rettet mod præsident Aleksandr Lukasjenko, efter at han i august sidste år blev genvalgt.
Oppositionen beskylder præsidenten for at have svindlet med valget, og EU har indført sanktioner mod Lukasjenko.
Skoda, der er ejet af tyske Volkswagen og solgte mere end en million biler i 2020, er ikke den eneste sponsor, der rasler med sablen.
Også Nivea Men har været ude med en lignende trussel om at trække sig som VM-sponsor, hvis Hviderusland fastholdes som medvært, skriver nyhedsbureauet Tass.
Hviderusland står trods protesterne fortsat til at afvikle VM sammen med Letland i maj og juni. Letland er dog også stærk modstander af hviderusserne som medvært og vil gerne afholde VM alene.
Danmark og Slovakiet har meldt sig interesserede i at overtage rollen som medvært, hvis det skulle blive nødvendigt.
VM i Schweiz i 2020 blev aflyst på grund af coronapandemien.
Dette års VM skal efter planen afvikles fra 21. maj til 6. juni i hviderussiske Minsk og lettiske Riga.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker