Sporting-danskere nettede forgæves i finale mod Bah
Morten Hjulmand og Conrad Harder scorede begge forgæves i straffesparkskonkurrencen mod Benfica. Foto: Patricia De Melo Moreira/Ritzau Scanpix
Benfica føjede et trofæ til samlingen, da man lørdag slog rivalen Sporting efter en straffesparkskonkurrence.
Alexander Bah og Benfica trak det længste strå, da der sent lørdag blev afviklet Liga Cup-finale i Portugal.
Landsmændene Conrad Harder og Morten Hjulmand scorede begge for Sporting CP i den afgørende straffesparkskonkurrence, men det var forgæves.
Efter 1-1 efter 120 minutters spil og syv spark til hver jublede Benfica-spillerne i stedet over klubbens 72. hjemlige trofæ.
Landsholdsdynamoen Hjulmand var eneste dansker i startopstillingen, og eneste dansker på banen, da den tidligere Superliga-profil Andreas Schjelderup efter en halv time sparkede Benfica foran med 1-0.
Den svenske angrebsstjerne Viktor Gyökeres udlignede lige før pausen på et straffespark, og det var sidste træffer før duellen fra straffesparkspletten.
Hjulmand scorede stensikkert på sit forsøg, mens Harders forsøg også strøg i nettet, selv om Benfica-keeper Anatoliy Trubin fik træf på bolden.
Faktisk var der gevinst på alle forsøg, indtil Trubin slutteligt blev helten, da han nappede offensivspilleren Trincaos forsøg.
Bah kom ind efter 72 minutter for sejrherren, og knap ti minutter senere blev Harder sendt i aktion. Hjulmand spillede hele opgøret.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker