Sportschef slår fast: - Fyringen sker på baggrund af manglende resultater

Team Sydhavsøernes sportschef, Morten Juul, er raget uklar med klubbens nu tidligere cheftræner, Klavs Bruun Jørgensen. Foto: Kim Nielsen, Konceptlab

Sportschef mener ikke, at hans udtalelser sætter Klavs Bruun Jørgensen i et negativt lys.

Offentliggjort Sidst opdateret

Team Sydhavsøernes nu tidligere cheftræner Klavs Bruun Jørgensen, der blev sat fra bestillingen i mandags, er ikke tilfreds med de udtalelser, som sportschef Morten Juul er kommet med til Folketidende i kølvandet på fyringen.

Det er især sætningen: "Der er også andre årsager til fyringen, men dem ønsker jeg ikke at komme ind på", der har fået Klavs Bruun Jørgensen op i det røde felt.

Men Morten Juul mener dagen derpå, at det er at skyde en smule gråspurve med kanoner.

- Udtalelserne står jeg ved, men jeg kan godt se, at det kan opfattes forskellig, når avisen fremlægger dem på den måde.

- I mit interview med Folketidende udtrykte jeg kun anerkendelse overfor Klavs' indsats, og det står jeg ved.

- Jeg har absolut ingen intentioner om eller baggrund for at besværliggøre hans fremtidige trænerkarriere. Hvad interesse skulle jeg have i det? spørger Morten Juul, der gerne vil nuancere udtalelserne en smule.

Chokeffekt

- Som vi skriver i pressemeddelelsen, er årsagen til fyringen de manglende sportslige resultater. Det er 11 nederlag i 13 kampe, som vi reagerer på, og inde under den paraply er der lavet nogle grundige vurderinger af det rent sportslige, hvor vi er kommet frem til, at et trænerskifte er den rette løsning på nuværende tidspunkt.

- Det handler udelukkende om, at vi ønsker skabe en chokeffekt med fornyet gejst, glæde og nye taktiske elementer, og det er i det lys, mine udtalelser skal ses. Det handler på ingen måde om dårlig mandskabspleje eller noget i den retning, fastslår Morten Juul.

Sportschefen har løbende haft dialog med trænerne om, at der skulle hentes forstærkninger ind på grund af de mange skader, men først i februar lykkedes det at hente Rune Overlund Sørensen ind på en kort aftale.

Tro mod strategien

- Jeg anerkender, at der har været skader, og Klavs skal også have kredit for, at han ikke har pebet over det og arbejdet loyalt videre med de spillere, der var til rådighed – præcis som det var tilfældet i sidste sæson. Det handler også om, at vi skal være tro mod den strategi, vi har med at føre unge lokale spillere op på førsteholdet, siger han og fortsætter.

- Men jeg synes fortsat, at der var kvalitet nok i truppen til, at vi ikke burde være sunket så dybt, som vi har gjort i nogle kampe, siger Morten Juul, der har forsøgt at hente forstærkninger tidligere, men af mange årsager kunne det først lade sig gøre i før i midten af februar.

Læs også: Fyret Klavs Bruun uenig med sportschef: - Jeg bliver sgu gal