Sportschef tegner dystert billede
Maribo Kajakklubs sportschef, Finn Larsen, tror ikke på internationale kajakløb i 2020. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Finn Larsen tror ikke på internationale regattaer i 2020.
MARIBO - Der bliver ingen store internationale kajakregattaer i år.
Dette dystre billede tegner Maribo Kajakklubs sportschef, Finn Larsen.
- Alt er jo lukket ned, og det vil være hovedløst at arrangere et mesterskab, hvis alle ikke har mulighed for at deltage, siger Finn Larsen med henvisning til, at det internationale forbund pønser på at stable et VM på benene i sensommeren, fordi OL er udsat fra 2020 til 2021.
- Mit bedste bud er, at kajakroerne må indstille sig på et helt år uden internationale regattaer og mesterskaber, lyder det fra Finn Larsen.
Maribo-stævner udsat
Også en række danske stævner og mesterskaber rammes af coronapandemien.
Således er to store Maribo-arrangementer, Nordic Open Marathon og Maribo Regattaen, blevet udsat.
Nordic Open Marathon, som skulle have fundet sted Kristi himmelfartsdag, 21. maj, er indtil videre skubbet til juni.
- Jeg håber, at vi kan gennemføre Nordic Open Marathon på Maribo Søerne midt i eller i slutningen af juni, siger Finn Larsen.
- Men, tilføjer sportschefen, det hele afhænger af, om vi får myndighedernes tilladelse til at afvikle stævnet.
Finn Larsen skønner, at man skal have en forsamlingstilladelse til omkring 100 personer for at maratonstævnet kan gennemføres.
Maribo Regattaen skulle have fundet sted i forlængelse af Nordic Open fra 22. til 24. maj, men regattaen er afblæst. Om den kan gennemføres senere på året, svæver i det uvisse.
Maribo Kajakklub står også som vært for de danske maratonmesterskaber 7.-9. august, og det er et mesterskabsstævne, der traditionelt trækker mange roere.
- Hvis det skal gennemføres, skal vi have grønt lys fra myndighederne til at have minimum 350 mennesker samlet, siger Finn Larsen, som understreger, at man i DM-udvalget arbejder videre med forberedelserne på, at DM bliver afviklet i begyndelsen af august.
Træner i små grupper
Skønt der ikke er udsigt til mange løb til kajakroerne i år, fornemmer Finn Larsen ikke manglende lyst hos roerne i Maribo Kajakklub til at træne.
- Vi træner i små grupper, og mange roere træner to gange om dagen. Og de går til den, understreger sportschefen.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde