Sportschef: Udtagne sejlere bør fastholde OL-billetter
Ida Marie Baad er en af de seks danske sejlere, der allerede er udtaget til OL. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Sportschef i Dansk Sejlunion mener, at sejlere, der er udtaget til OL, skal beholde pladser trods udsættelse.
Der er allerede sat navne på seks danske sejlere, som skal deltage ved OL i Tokyo, og de navne bliver der næppe lavet om på, selv om OL er udsat fra sommeren 2020 til engang i 2021.
Sekstetten, der tæller Jonas Warrer/Jakob Precht (49'er), Ida Marie Baad/Marie Thusgaard (49'er FX) og Christian Peter Lübeck/Linea Cenholt (Nacra 17) kan føle sig ganske sikre på at være med, når legene løber af stablen.
Det vurderer sportschefen i Dansk Sejlunion, Thomas Jacobsen.
- For mig at se vil det stå ved magt. Det vil se underligt ud at rulle det tilbage.
- Jeg synes på mange måder, at man skal stå på mål for det længe, det man allerede har meldt ud, siger Thomas Jacobsen.
Spørgsmål: Men hvis OL først afvikles i sommeren 2021, kan der vel ske meget på et år med styrkeforhold og eksempelvis formsvigt?
- Hvis vi regner alle uheld fra og kun ser på det sportslige, kan der selvfølgelig ske noget, men jeg har svært ved at se en revolution på et år. Så jeg tror, at dem, vi har peget på, også er de bedste om et år.
- Umiddelbart vil jeg mene, at alternativet er fuldstændig urealistisk uoverskueligt med de konsekvenser, der vil komme ved at rulle det tilbage, siger sportschefen.
Thomas Jacobsen tilføjer dog også, at det i sidste ende er Danmarks Idrætsforbund (DIF), der sætter navne på de danske OL-deltagere.
Tidligere onsdag sagde DIF's chef de mission, Søren Simonsen, at man ikke kan garantere de allerede OL-kvalificerede danske atleter, at de også har deres plads ved det udskudte OL næste år.
Det sagde han blandt andet med henvisning til, at man så vidt muligt skal stille med de bedste.
- Det er jo helt naturligt, at man stiller med de bedste atleter til et OL. Men det er en ekstraordinær situation, og vi er nødt til at få vendt det internt.
- Først skal vi have vores egne interne diskussioner, og så skal vi have en snak med sportscheferne i forbundene også og høre, hvordan de ser på det, sagde Søren Simonsen.
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) besluttede tirsdag at udsætte sommerens OL på grund af den aktuelle coronakrise. Det præcise tidspunkt er ikke fastlagt, men det bliver i 2021 og senest om sommeren.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned