Sportschefen har is i maven

Talentfulde Daniel Sørensen skal have en ny makker på højre fløj, hvis Bastian Stræde rejser til Jylland. Foto: Ingrid Riis

Minimum fire spillere rejser, og der er ikke hentet erstatninger.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Team Sydhavsøerne siger farvel til fire, måske fem spillere efter denne sæson. Indtil videre har sportschef Morten Juul ikke hentet en eneste ny spiller.

Men sportschefen har is i maven. Han har valgt en strategi om at være lidt afventende.

- Jeg fornemmer, at det er klubbernes marked. Jeg får løbende henvendelser fra spillere, der er gerne vil komme til Team Sydhavsøerne, siger Morten Juul.

Han forventer at have nogenlunde samme råderum til spiller- og trænerudgifter som i denne sæson, der lakker mod enden med fem spillerunder tilbage i 1. division.

I en coronatid og vanskelig periode for mange virksomheder er det nok også godt at udvise ekstra ansvarlighed, er holdningen hos sportschefen.

Stræde er tvivlsom

Det ligger fast, at Kristian Lund Vukman og Rasmus Maj skal til henholdsvis Mors-Thy og FIF, mens Nichlas Bomholt og Andreas Stryger rejser mod ukendte mål.

Endvidere er højrefløjen Bastian Stræde særdeles tvivlsom i Team Sydhavsøernes røde trøje. Politimanden vil gerne retur til det jyske, hvor han håber at finde et job.

Rejser Bastian Stræde, råder Team Sydhavsøerne over blot én højre og én venstre fløj i henholdsvis Daniel Sørensen og Mikkel Kaagaard.

- I så fald vil det være ideelt at hente en til hver fløj, medgiver Morten Juul.

Derudover overvejer han at gafle en ny stregspiller, så man får tre stregspillere, som man har i indeværende sæson, samt endnu en back eller playmaker som supplement til de seks bagspillere, som man har papir på i næste sæson.

- Vi har nogle talentfulde spillere på vej, men dem vil vi helst give endnu en sæson på U/19-holdet, siger Morten Juul.

Trænerspørgsmålet

Morten Juul skal også forholde sig til trænerspørgsmålet.

Johan Zanotti, som for en måned siden trådte til som afløser for detroniserede Ian Marko Fog, har kun bundet sig for resten af sæsonen. Og hvad så?

- Vi har besluttet at give det lidt tid, inden vi tager trænersituationen op, siger Morten Juul, som forventer at tage en snak med Johan Zanotti i næste uge.

Det er ingen hemmelighed, at sportschefen gerne ser Zanotti fortsætte som cheftræner i næste sæson. Også selv om Zanotti er blevet ny grønlandsk herrelandstræner.

Svenskeren havde tre gode sæsoner i Team Sydhavsøerne, inden han efter eget ønske valgte at stoppe sidste sommer.