Sportskommentar: - Et opmuntrende efterår

Der blev lørdag eftermiddag sat punktum for håndboldåret 2009 for de lolland-falsterske divisionshold med Team Sydhavsøernes 30-34-nederlag på udebane til Sønderjyske. Og hvordan har de fem lokale divisionshold så klaret sig?

Overordnet betragtet har efteråret været opmuntrende. De to absolutte flagskibe - NFH og Team Sydhavsøerne - har begge gjort det nydeligt i 1. division.

NFH har ambitioner om at spille i ligaen inden for ganske få år, og muligheden for allerede denne sæson at opnå en top-fire-placering og en plads i oprykningsspillet til ligaen lever - på papiret i al fald.

Liga-styrke har NFH-holdet endnu ikke. Det har de spillede kampe i første halvsæson med al tydelighed understreget: NFH slår de svageste legende let, men taber til de bedste 1. divisionshold.
For at komme nærmere ligaen kræves yderligere udvikling hos de unge spillere samt fortstærkninger ude fra til både at styrke toppen og bredden.
Men kan de nødvendige økonomiske midler skaffes til at målsætningen lader sig realisere?

I modsætning til NFH har Team Sydhavsøerne ikke liga-ambitioner - endnu da. Målet for denne sæson er at undgå nedrykning. Og helst uden at skulle ud i kvalifikationskampe.
For undgår Team Sydhavsøerne disse kvalifikationskampe, bliver hverken andetholdet, der har gjort det fremragende med en andenplads i 2. division, eller tredjeholdet i 3. division, som ligeledes har overrasket positivt med en femteplads, tvangsnedrykket.

Eneste divisionshold, som har haft det vanskeligt, er Sakskøbing-Slemminge i kvindernes 3. division. Det begyndte lovende med to sejre, men derefter er fulgt ni nederlag.
Der skal et stærkt forår til, hvis pladsen skal bevares.

Foto: Foto©Jan Knudsen

Overordnet betragtet har efteråret været opmuntrende for de lokale divisionshold i håndbold. Det mener Folketidendes sportsredaktør.

Offentliggjort Sidst opdateret