Sportspensionen er brugt i jagten på et sidste OL

René Holten Poulsen (forrest) skal i anden weekend af maj forsøge at kvalificere sig til OL i Paris, når der er olympisk kvalifikationsstævne i ungarske Szeged. (Arkivfoto). Foto: Damien Meyer/Ritzau Scanpix

Kajakroeren René Holten Poulsen har opbrugt sin sportspension og har nu startet en pengeindsamling, der skal hjælpe ham med til OL i Paris.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kajakroeren René Holten Poulsen har satset en stor del af sin opsparing på at komme med til et sidste OL.

Nu er de sidste penge ved at løbe op, og derfor har den 35-årige kajakroer startet en pengeindsamling, der skal hjælpe ham med at kvalificere sig til sommerens OL i Paris.

Pladsen skal sikres i begyndelsen af maj ved et olympisk kvalifikationsstævne i Ungarn.

- Det har været en stor udfordring for mig at finde penge til det.

- Jeg har brugt min sportspension, som ellers skulle have givet mig to-tre år til at få en efteruddannelse og starte en ny karriere op. Nu er der ikke mere tilbage af den.

- For at komme i mål var jeg nødt til at bede om hjælp - simpelthen, siger René Holten Poulsen.

Den nybagte far fortæller, at han måtte æde lidt af sin stolthed, da han i marts startede indsamlingen for at få økonomien til at række.

Donationer fra almindelige danskere har været med til at finansiere en højdetræningslejr i Colombia, og for tiden befinder han sig på en ny træningslejr i Italien.

For nøjagtig otte år siden var situationen en helt anden for kajakroeren fra Maribo.

Forud for OL i Rio i 2016 blev han af flere udråbt til Danmarks største medaljehåb, men legene blev ikke nogen succes for den daværende verdensmester i 1000 meter enerkajak.

Danskeren endte på en sjetteplads i den brasilianske storby.

De efterfølgende år blev en næsten evig jagt på nye resultater, og da det med René Holten Poulsens egne ord ikke rigtigt lykkedes, mistede han også noget af glæden ved "processen".

Team Danmark og Dansk Kano & Kajak Forbund begyndte at drosle ned for støtten til ham efter OL i 2021 i Tokyo, hvortil den tidligere verdensmester ikke kvalificerede sig.

En årlig økonomisk håndsrækning på omkring 200.000 kroner skrumpede til det halve, inden den helt forsvandt for halvandet år siden. Samtidig var det slut med trænerhjælp.

Træningslejre, fysiske behandlinger og indkøb af udstyr skulle han nu selv sørge for.

- Når forbundet og Team Danmark laver sådan en manøvre, som de gjorde med mig, så afslutter de i princippet ens karriere.

- Fordi man ryger helt ud af systemet og har ikke nogen support. Det havde jeg været vant til at have siden 2007.

- Det er en meget hård måde at afslutte sin karriere på. Det skulle de ikke have lov til at bestemme. Det ville jeg selv have lov til, siger René Holten Poulsen.

2023-sæsonen foregik på trods. Den stramme økonomi og stigende renter på boligmarkedet betød også, at han selv overtog mere og mere af renoveringen af sin og kæresten Louises hus.

Midt i en vanskelig tid åbnede Dansk Kano & Kajak Forbund pludselig en mulighed for, at han kunne få støtte igen.

- Det blev så ikke til noget, men jeg var begyndt at træne, og jeg var nået til enighed med mig selv om, at jeg ikke længere gad at være sur. Sur på forbundet, trænerne eller de andre atleter.

- Jeg ville faktisk bare nyde den her sport, som jeg har brugt hele mit liv på.

- Samtidig ville jeg være nysgerrig på de ting, der førhen havde gjort mig god, forklarer han.

De fleste danskere hørte formentlig første gang om René Holten Poulsen i 2008 ved OL i Beijing. Her vandt han som kun 19-årig sølv i toerkajak sammen med Kim Wraae.

Det skabte håb og forventninger om, at der var mere olympisk metal i vente. Men sølvet er foreløbig den eneste.

- Vi var glade for vores medalje i Beijing, men vi håbede hele tiden på mere.

- Man glemmer lidt at nyde tingene, fordi der er så meget fokus på at vinde medaljer.

- Hvis jeg kommer med til Paris, er jeg der helt sikkert for at præstere, men jeg skal også huske, at det er mit sidste OL, og at jeg har brugt så mange år på det her, så jeg skal nyde det, siger René Holten Poulsen.

Hvad, der skal ske, når en næsten to årtier lang kajakkarriere på topplan er slut, er uvist.

Selv om han er uddannet tømrer, så sigter han efter et mindre fysisk krævende arbejde. Han overvejer i stedet at gå trænervejen og bidrage med sin indsigt som eliteatlet som foredragsholder.

Skulle der dukke et tilbud op om at blive en del af den danske båd i SailGP, så er han også åben for det.

/ritzau/

Blå bog om René Holten Poulsen

Blå bog om kajakroeren René Holten Poulsen, der forsøger at kvalificere sig til OL i Paris i 1000 meter enerkajak:

* Født: 28. november 1988 (35 år).

* Sport: Kajak (sprint).

* Klub: Maribo Kajakklub.

* Tre VM-titler og seks EM-titler i karrieren.

Udvalgte resultater:

* VM 2018: Sølv i 5000 meter K1.

* VM 2017: Sølv i 500 meter K1.

* EM 2017: Sølv i 1000 meter K1. Bronze i 500 meter K1.

* OL 2016: Sjetteplads i 1000 meter K1.

* EM 2016: Sølv i 500, 1000 og 5000 meter K1.

* VM 2015: Guld i 500 og 1000 meter K1.

* EM 2015: Guld i 500 og 5000 meter K1. Sølv i 1000 meter K1.

* VM 2014: Guld i 500 meter K1. Bronze i 1000 meter K1.

* EM 2014: Sølv i 500, 1000 og 5000 meter K1.

* VM 2013: Sølv i 500 meter K1.

* EM 2013: Guld i 500 og 1000 meter K1. Bronze i 5000 meter K1.

* OL 2012: Fjerdeplads i 1000 meter K1.

* OL 2012: Femteplads i 1000 meter K4 (med Kim Wraae, Kasper Bleibach og Emil Stær).

* EM 2012: Guld i 1000 meter K4. Sølv i 1000 meter K1.

* EM 2011: Bronze i 5000 meter K1.

* EM 2010: Bronze i 1000 meter K1.

* EM 2009: Bronze i 1000 meter K1.

* EM 2008: Guld i 1000 meter K2.

* OL 2008: Sølv i 1000 meter K2 med Kim Wraae

* OL 2008: Femteplads i 500 K2 med Kim Wraae.

Kilde: Renepoulsen.com.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu