Sportsredaktør: Frem er en skamplet i dansk fodbold

Der var engang, hvor der stod respekt om den gamle arbejderklub i Valby, Frem København. Det gør der sandelig ikke længere. Klubben er en skamplet i dansk fodbold!

I 1993 gik klubben konkurs og blev tvangsnedrykket til Danmarksserien. Og tre gange inden for de seneste fem år har klubbens professionelle afdeling været truet af konkurs. Det er lykkedes at afværge de første to konkurser i ellevte time, fordi kreditorerne eftergav en stor del af gælden.

Nu er den så gal igen i Frem København, som midt i sidste uge meldte ud, at klubben indstillede driften med omgående virkning. Direktør Hans Hermansen føjede til, at han forventede en snarlig konkurs, fordi klubben ikke havde kunne betale spillerlønningerner for maj og juni.

Men efter at have sovet på udtalelsen vendte Frem-direktøren på en tallerken og proklamerede så, at Frem forsøger at skrabe den million kroner sammen, som mangler i at kunne betale spiller- og trænerlønninger i maj og juni.

Det er prisværdigt, at Valby-klubben gør alt for at undgå en konkurs, men hvorfor er klubben havnet i dette økonomiske morads? Fordi den har nogle inkompente ledere, som ikke har økonomisk realitetssans. Det skriger til himlen, at klubben i vinterpausen går ud og køber mange nye og dyre spillere, når økonomien er betændt. For det var økonomien også for et lille halvt år siden.

Det er økonomisk uansvarlighed og understreger, at ledelsen ikke er deres opgave voksen, Frem Københavns økonomiske overforbrug må skabe forargelse hos de øvrige 1. divisionsklubber, som forsøger at sætte tæring efter næring.

Man kan med god ret hævde, at der ikke er blevet konkurreret på lige fod. Det er blandt andet gået ud over Lolland-Falster Alliancen. Det bør få konsekvenser, at klubber i deres higen efter sportslig succes forkøber sig i så voldsomt omfang som Frem København har gjort. Og det må være en skærpende omstændighed, at en klub gør det igen, igen, igen og igen...

Derfor må Dansk Boldspil-Union, DBU, skærpe de økonomiske krav i landets næstbedste fodboldrække. Jo før desto bedre. For Frem København er ikke den eneste 1. divisionsklub, som er havnet i økonomisk uføre denne sæson. Køge drejede nøglen i vinter og få måneder efter kom turen til FC Amager.

Derfor er man i den absurde situation, at Lolland-Falster Alliancen forbliver i 1. division, hvis Frem København går konkurs. Fordi man så har Køge, FC Amager og Frem København som de tre tvangsnedrykkere.
Sædvanligvis går man efter at spille på så højt et niveau som muligt, men jeg håber, at Alliancen skal spille 2. divisionsfodbold næste sæson. Det gør jeg af flere årsager:

Denne sæson har vist, at Alliancen ikke kan begå sig i 1. division, selv om der er blevet købt nye spillere. Der vil kræves flere markante - og kostbare - forstærkninger for at have bare en minimal chance for at kunne begå sig i 1. division. Og Alliancen har just ikke en bugnende pengekasse, så det virker urealistisk!

Derfor vil det være til Alliancens bedste, hvis den kan integrere flere af de mange ungtalenter, som klubben jo har brugt penge på i ungdomsårene, i 2. division, hvor de unge spillere kan videreudvikles i ro og mag.

Det vil de ikke kunne i 1. division, fordi de bliver kanonføde.

Er du enig i Allan Plenborgs betragtninger? Skriv en kommentar og send til os på adressen nyhedsdesk@folketidende.dk




Folketidendes sportsredaktør lægger ikke fingrene imellem i denne kommentar.

Offentliggjort Sidst opdateret