Sportsredaktør: Wilbek gjorde det helt rigtige

 

Kommentar af Allan Plenborg, sportsredaktør
Sikke et drama, men desværre lykkedes det akkurat ikke for det mandlige danske håndboldlandshold at vinde verdensmesterskabet. 37-35-sejr til Frankrig efter forlænget spilletid i en nervepirrende VM-finale.
Her - umiddelbart efter nederlaget - er man skuffet. Men man kan ikke komme uden om: Det danske landshold har leveret et fantastisk resultat. Det har taget os alle med storm.
 
Inden VM-slutrunden i Sverige var der ikke mange, der havde Danmark blandt VM-favoritterne. Landstræner Ulrik Wilbek kom med en beskeden udmelding om, at en top syv-placering ville være fint.
Det fik flere såkaldte håndboldeksperter til at kritisere Danmarks mest vindende håndboldtræner for at være for defensiv og for ikke at tro tilstrækkeligt på sit mandskabs kvaliteter.
Men set i bagklogskabens klare lys var Wilbeks spin ikke så ringe endda: Presset blev fjernet fra spillernes skuldre - og det var nok påkrævet, for der var immervæk flere unge spillere, som skulle forsøge at løfte arven efter profiler som Kasper Hvidt, Lars Jørgensen og Joachim Boldsen.
Så jeg vil slå fast: Wilbek gjorde det rigtige!
 
Internt i truppen er jeg dog overbevist om, at målsætningen hed en semifinaleplads.
Semifinalebilletten blev sikret uden at det danske landshold blev nævneværdigt presset i de fem indledende gruppekampe og i de tre kampe i mellemrunden.
I halvfinalen gav Spanien Danmark kamp til stregen - men heller ikke mere, fordi målmand Niklas Landin i denne kamp trådte ud af Kasper Hvidts skygge og leverede målmandsspil i verdensklasse, fordi Mikkel Hansen skød de to spanske keepere i sænk i anden halvleg og fordi de danske spillere løftede i flok.
 
Mod Frankrig halsede det danske landshold konstant efter. Kasper Søndergaard blev lårskadet i det første angreb - og han var savnet efterfølgende.
Men anført af en af verdens absolut bedste skytter Mikkel Hansen bød det danske landshold verdens stærkeste håndboldnation op til dans.
Frankrig var inden opgøret immervæk både europa-, verdens- og olympiske mestre. Det er franskmændene stadigvæk. Men det “nye” danske hold med flere unge spillere tvang altså Frankrig ud i forlænget spilletid. Respekt!
 
Ulrik Wilbek og spillerne har opnået mere, end alle havde forventet. VM-guldet var snublende nært, men det kommer måske næste gang. Om to år har flere af de unge fået “flere hår på brystet”.
Og flere står klar i kulissen, fordi talentarbejdet i dansk håndbold har været forbilledligt gennem adskillige år efterhånden. Vore ungdomslandshold har vundet europa- og verdensmesterskaber - og Dansk Håndbold Forbund høster nu frugten af dette målrettede talent-arbejde. Så fremtiden tilhører dansk håndbold!
 
Ulrik Wilbek skal have cadeau for at give unge spillere chancen på A-landsholdet i store mesterskabsturneringer.
Ved dette VM overraskede Wilbek ved at udtage den blot 19-årige Rasmus Lauge. Han er en af nøglespillerne på U/21-landsholdet, som sidste sommer vandt europamesterskabet.
Og for to år siden valgte Ulrik Wilbek at tage Niklas Landin med som andenmålmand. Det blev kritiseret af adskillige - men Wilbek opnåede det, han ønskede: Landin fik slutrundeerfaring.
Den erfaring nød Wilbek og landsholdet godt af i de afgørende VM-kampe i Sverige.
Danmark vandt fortjent VM-sølv efter sejre i de første ni kampe og et lille finalenederlag.

 

Foto: Foto: Polfoto

KOMMENTAR: Her - umiddelbart efter nederlaget - er man skuffet. Men et flot resultat, mener Folketidendes sportsredaktør.

Offentliggjort Sidst opdateret