Sportsstjerner bruger de største scener til at påvirke valgene

Stephen Curry er i gang med sit første OL, og han benyttede på et pressemøde scenen til at udtrykke sin støtte til Demokraternes Kamala Harris. Foto: Ashley Landis/Ritzau Scanpix

Politik og sport skal adskilles, mener mange. Men både under EM og OL er store navne gået aktivt ind i valgkampe. Det skal man ikke undervurdere betydningen af.

Offentliggjort Sidst opdateret

De har et talerør, som de færreste kommer i nærheden af. En følgerskare, som ville få alle kampagnechefer til at slikke sig om munden.

Når de største sportsstjerner taler, bliver der lyttet, næsten ligegyldigt hvad de ytrer sig om.

Og er det af politisk karakter, kommer det med garanti til at give genlyd.

Under EM i fodbold og OL har flere prominente atleter aktivt forholdt sig til nationale politiske valg og appelleret til at stemme i en bestemt retning.

Tydeligst var det under europamesterskabet, hvor de franske fodboldspillere med Kylian Mbappé i spidsen direkte opfordrede til ikke at stemme på højrefløjen.

Under slutrunden udskrev præsident Emmanuel Macron parlamentsvalg som konsekvens af et dårligt europaparlamentsvalg.

Marine Le Pens højrenationale parti, National Samling, og dets allierede fik mere end 33 procent af stemmerne i første runde, og det fik flere end 250 franske sportsfolk til at advare imod at lægge stemmen hos hende.

- Vi kan ikke efterlade landet i hænderne på disse mennesker, lød det på et pressemøde fra Mbappé, som har mere end 135 millioner følgere på Instagram og X tilsammen.

OL var knap nok begyndt, før USA's Stephen Curry blandede sig i den amerikanske valgkamp, som til efteråret skal afgøre, om Demokraterne skal bevare magten, eller Donald Trump igen skal være præsident.

Basketballstjernen, der får olympisk debut ved legene i Paris, lagde ikke skjul på sin opbakning til vicepræsident Kamala Harris, som ser ud til at blive Trumps modkandidat.

- Det er i den grad et interessant tidspunkt for vores land, sagde amerikaneren i lokalet, hvor flere hundrede mediefolk var til stede.

- Præsident Biden har udvist sin støtte til hende, og hun kommer til at bringe en masse energi ind i kampagnen. Hvis hun er på stemmesedlen, vinder hun forhåbentlig. Det er vigtigt for at sige det mildt, lød det fra Curry.

Støtte så der også ud til at komme fra det største gymnastiknavn lige nu, Simone Biles.

Under OL skrev medaljeslugeren fra USA på det sociale medie X, at hun elskede sit "sorte job", hvilket mange tolker som en direkte kommentar til Trumps kommentar om, at immigranter tager "sorte job" i Amerika. Et opslag, som LeBron James straks delte.

Man skal ikke undervurdere den betydning, det har for politikere at få opbakning fra nogle af landets mest populære sportsfolk.

Det mener lektor på Københavns Universitet Ulrik Wagner, som forsker i sammenhængen mellem sport, politik og medier.

Han beskriver det som en efterhånden forældet illusion, at sport og politik ikke er blandet sammen.

- I USA spekuleres der helt vildt meget i det lige nu. Tidligere har Demokraterne omfavnet Hollywood-stjerner. Nu sker der i endnu højere grad en omfavnelse af sportens stjerner, fordi der stadig er en aura af noget uskyldsrent og hæderligt over sport.

- Det gør, at der er en større symbolsk værdi i at blive associeret med en sportsstjerne, forklarer lektoren.

Som eksemplet med Biles' opslag viser, kan få ord på atleternes egne platforme lynhurtigt nå ud til en masse mennesker.

- Sociale medier gør, at det er hurtigere at ytre sig, og at det ikke skal filtreres af medierne. Man er selv herre eller kvinde over, hvad der skal ud.

- De her superkendte personer har et stort publikum, som de hurtigt kan nå ud til. Og så kan det sprede sig. Der sker lidt en steppebrand, lyder det fra Ulrik Wagner.

Atleterne i Paris har ikke forbud mod at ytre sig politisk, og det står dem også frit for, om de vil blande sig i valg, så længe det ikke sker på banen eller under medaljeceremonien.

Det gælder naturligvis også for de danske atleter. Men i Danmarks Idrætsforbund (DIF) forbereder man dem på konsekvenserne.

Det fortæller den danske chef de mission, Søren Simonsen.

- Vi vejleder atleterne rigtig meget på området. Vi anbefaler dem at træffe deres egne beslutninger. Om de vil gå ned ad den vej eller ikke.

- Vi taler ind i, om de sportsligt kan magte at komme med sådan nogle statements og samtidig præstere. Men atleterne har selvfølgelig ytringsfrihed, understreger han.

/ritzau/

Sommerens politisk aktive stjerner følges af millioner

Her er en liste over sommerens politisk aktive sportsstjerners følgere:

* Stephen Curry: 56,7 millioner følgere på Instagram, 12 millioner følgere på Facebook og 17,5 millioner følgere på X.

* Simone Biles: 11 millioner følgere på Instagram, 1,8 millioner følgere på Facebook og 1,9 millioner følgere på X.

* LeBron James: 159 millioner følgere på Instagram, 27 millioner følgere på Facebook og 52,9 millioner følgere på X.

* Kylian Mbappé: 121 millioner følgere på Instagram, 17 millioner følgere på Facebook og 14,3 millioner følgere på X.

Kilder: Instagram, Facebook og X.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu