Sprinter undskylder: Kørte i gal retning på opløbsstækning
Tim Merlier (til venstre) sluttede Scheldeprijs som en slags spøgelsescyklist. Foto: Jasper Jacobs/Ritzau Scanpix
Tim Merlier cyklede den forkerte vej og var tæt på at kollidere med en gruppe sprintere i Scheldeprijs.
Tim Merlier er kendt som en af cykelsportens hurtigste sprintere. Men i onsdagens endagsløb Scheldeprijs var det ikke hans spurtevner, der bragte belgieren i fokus på opløbsstrækningen.
Publikum ved målstregen i Scholden spærrede øjnene op, da Merlier et par minutter efter at være kommet i mål som nummer ni vendte cyklen 180 grader og begyndte at køre tilbage langs ruten mod kørselsretningen.
Den slags er ikke unormalt, men det sker typisk, når et løb slutter på en bjergtop, og rytterne kommer trillende i mål én og én i lav fart.
I dette tilfælde havde Merlier kurs direkte mod en gruppe ryttere i topfart, som var i gang med at spurte om sekundære placeringer.
Først i sidste øjeblik opdagede han, at han var blevet til spøgelsescyklist. Merlier smed cyklen ud til publikum og klatrede selv over afspærringen for at undgå en kollision. Det var et spørgsmål om få sekunder.
På sin Twitter-profil lægger han sig da også fladt ned.
- Da jeg passerede målstregen og skulle køre tilbage til vores holdbus, troede jeg oprigtigt, at alle ryttere var kommet i mål, eftersom ingen stoppede mig, og der kun var én gruppe bag os i løbet.
- Det var på ingen måde min mening at bringe nogen i fare, og jeg undskylder, hvis det var tilfældet, skriver Merlier.
Forvirringen ved målstregen kan formentlig skyldes, at langt de fleste ryttere udgik undervejs i det knap 200 kilometerlange sprinterløb.
Ud af de 137 på startlisten var der således kun 30, der blev noteret for en placering. Nordmanden Alexander Kristoff vandt løbet.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde