Mere Mark Cavendish kan Tour de France næsten ikke bede om. 1. etape er ikke mange timer gammel, før den levende sprinterlegende fuldstændig stjæler billedet.
Ansigtet fortrukket i lidelse, opkast ud over styret, tjenende ånder forklædt som holdkammerater klar med vandflasker og opmuntrende ord. Drama over hele vejen. Og Touren er kun lige begyndt.
- Folk med min kropsbygning bør ikke begynde at cykle, joker Cavendish i målområdet, da han omsider har slæbt sig i mål med et tidstab på 39 minutter.
Dagen før: På Astanas hotel lidt uden for Firenze er der indkaldt til pressemøde. Omkring 30 journalister og flere kamerahold er mødt op. Cavendish er eneste emne på dagsordnen.
Han sidder ved et lille bord ved siden af holdchef Alexander Vinokourov og forklarer, hvorfor han i en alder af 39 år valgte at forlænge karrieren med endnu en sæson.
Sidste års Tour de France skulle jo have været hans sidste. Men så brækkede han kravebenet på 8. etape og blev kørt væk i en ambulance. Og sådan skulle det alligevel ikke slutte for manden, der deler rekorden på 34 Tour-etapesejre med Eddy Merckx.
- Jeg var lige kommet tilbage fra hospitalet, og du (Vinokourov, red.) kom direkte hen til mig og sagde, at det ikke kunne ende på den her måde, siger Cavendish og giver den stovte kasakher et ordentligt klask på det ene lår.
At Cavendish ikke kunne holde sig væk - i hvert fald ikke uden at have gjort et sidste forsøg på at få sejrsrekorden alene - er verdens mindste overraskelse for den tidligere cykelrytter og nuværende tv-kommentator Brian Holm.
Holm var i flere omgange Cavendishs sportsdirektør på HTC-Highroad og Quick-Step og betragter ham i dag som en ven.
- Oppe i hovedet var han ikke klar til at stoppe. Da jeg så, at han styrtede og brækkede kravebenet, sagde jeg på tv, at nu er jeg 99 procent sikker på, at han kører et år mere.
- Jeg kender ham. Han ville adles, og han ville have den rekord. Samtidig er han afhængig af livsstilen. Når man kører i den alder, er man feteret og har penge nok, men han vil også gerne i historiebøgerne. Det betyder noget for ham, siger Brian Holm.
På pressemødet må Astanas pressechef gribe ind, så Vinokourov kortvarigt kan få indført et ord i Cavendishs talkshow.
- Jeg sagde til ham, at du kan ikke slutte din karriere med et styrt. Du er nødt til at give det endnu et forsøg, og i år har vi tilmed styrket holdet, så vi kan opnå vores mål, siger han.
Forstærkningen består primært i danske Michael Mørkøv, der ligesom Cavendish er blevet 39 år.
Håbet er, at de to veteraner kan skrue tiden tilbage og gentage bedriften fra 2021, hvor Mørkøv styrede Cavendish til fire etapesejre i en uforglemmelig "indian summer" - fem år efter britens seneste triumf i Tour de France.
- Han er med længder den dygtigste sprinter, jeg nogensinde har kørt med. Han formår at bruge sit hold og bruge mig, og han er god til at tage de rigtige beslutninger for sig selv.
- Til det er han den mest erfarne i feltet. I det hele taget sætter vi vores lid til vores erfaring, siger Mørkøv.
Det er de også nødt til, for det er længe siden, at manden, de kalder "Manx Missile", har kunnet kalde sig feltets hurtigste.
Ikke fordi han er blevet meget langsommere. Ifølge Mørkøv er han selv og Cavendish i stand til at nå samme maksimale kraftudladning som tidligere i karrieren.
- Udfordringen er snarere, at den fart og de watt, han kunne vinde med tidligere, i dag bliver overgået af unge ryttere, som kører endnu stærkere. Konkurrencen bliver hårdere og hårdere for hvert år, forklarer Mørkøv.
Der er da også blevet længere mellem sejrene i de senere år. Cavendish vandt en etape i Giro d'Italia i 2023, men det er hans eneste World Tour-sejr i to år.
På papiret er det altså en svær mission, han har sat sig selv på. Han skal slå folk, der både er hurtigere og vinder langt hyppigere i disse år. Men umuligt er det ikke, mener Holm.
- Han vinder jo ikke med seks meters forspring længere. Men det er også nok at vinde med en centimeter, og det værste, man kan gøre med ham, er at afskrive ham. Det må man aldrig gøre.
- Jeg har været til mindst ti ledermøder, hvor vi har diskuteret, om han skulle droppes til Tour de France, fordi han var for tyk eller for langsom. I sidste øjeblik har vi taget ham med, og så har han vundet.
- Så det er ikke så anderledes end tidligere. Og selv hvis du hedder Jasper Philipsen eller Fabio Jakobsen, er det altså svært at vinde i Touren, siger Brian Holm.
I Mørkøv har Cavendish fundet en mand, han stoler på. En erfaren mand, der kan tænke klart, når pulsen er højest. Og som har en evne til at dæmpe lidt af dramaet omkring verdensmanden fra Isle of Man.
- Han er meget flamboyant, det er vist ingen hemmelighed. Selv føler jeg, at jeg er nogenlunde den samme, uanset hvad der sker. Han har noget større udsving.
- Før Tour-starten kunne jeg mærke på ham, at han var nervøs. Men det skal man også være før så stor en opgave, siger Michael Mørkøv.
Pressemødet er ved at ved slut. Cavendish får et spørgsmål om, hvilket eftermæle han ønsker sig og kvitterer med 15 sekunders kunstpause.
- Jeg ved det faktisk ikke, griner han.
- Efter jeg har fået børn, har det ændret perspektivet på, hvad livet som sportsmand indbefatter. Jeg voksede op med cykelryttere som mine idoler. Det gjorde et stort indtryk på mig, når jeg fik lov til at møde nogle af dem.
- Jeg kan se på mine børn, hvor stor en betydning det har, hvis deres idoler opfører sig ordentligt. Det har fået mig til at indse, hvor privilegeret jeg har været, og hvis jeg kan inspirere dem, vil det betyde meget for mig.
/ritzau/
Cavendish kan vippe belgisk ikon af tronen
Mark Cavendish kører Tour de France med en mission om at tage rekorden for flest Tour de France-etapesejre i historien.
* Siden 2021 har han delt rekorden på 34 etapesejre med den belgiske legende Eddy Merckx. Nummer tre på listen er Bernard Hinault med 28 sejre.
* Blandt aktive ryttere har Tadej Pogacar næstflest etapesejre. Han har foreløbig vundet 11 etaper.
* Mark Cavendish har i alt vundet 54 etaper i de tre grand tours, Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a España. Det rækker til en tredjeplads på sejrslisten efter Merckx (64) og Mario Cipollini (57).
/ritzau/
Seneste artikler
DF-formand havde aldrig hørt om Allan Blaks planer: - Vi har en meget velfungerende lokalafdeling
Larven fra helvede rykker tættere på: Kommune har endnu ingen plan
Dansk dyrepark vil lade gæster svømme med pingviner
27-årig sigtet: Råbte og slog på ting i Nysted
Over en million pendlere kan få større fradrag fra juli
Mest læste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster