Sprudlende duo sikrede FCM tre point

Den ene er lille og væver, mens den anden er lang og altid på pletten. Og sammen udgjorde de søndag eftermiddag en målfarlig duo for FC Midtjylland, der med en 2-1-sejr over Lyngby fordoblede årets pointhøst i Superligaen.

Det kører stadig ikke problemfrit for FC Midtjylland i denne sæson. Men den store spilleglæde hos visse spillere viste sig at være nok til at få en sejr mod Lyngby.

De to nigerianske kantspillere, Sylvester Igboun og Rilwan Hassan, var som vanligt her, dér og alle vegne, men særligt nyindkøbte Tim Janssen og unge Mads Albæk lyste op. Og stod bag begge hjemmeholdets mål.

Allerede efter syv minutter afdriblede Mads Albæk Lyngby-forsvaret og serverede bolden lige for fødderne af en fremadstormende Tim Janssen, der scorede sikkert.

Små 20 minutter senere var det så Tim Janssens tur til at gøre forarbejdet, og den langhårede hollænder kom lige nøjagtig foran Jakob Bresemann, løb ind i feltet og lagde trods en oplagt skudmulighed bolden til rette foran Mads Albæk: 2-0.

Det betød dog ikke at spændingen var ude af kampen, for ingen af de to hold virkede alt for sikre til deres defensive forpligtelser.

Særligt Kasper Jensen i hjemmeholdets mål virkede nervøs, og efter at være blevet tacklet af Lyngbys Patrick Mortensen allerede efter seks minutter, gik der et anspændt sug igennem publikum, hver gang han fik lagt bolden tilbage i fødderne.

Men i sidste ende havde Lyngby bare ikke nok at skyde med offensivt, og selv om Bajram Fetai med et halvtliggende vristspark reducerede til 1-2, og Lyngby senere havde et hovedstød på overliggeren, var sejren til FC Midtjylland ganske fortjent.

I øvrigt i en kamp, hvor hjemmepublikummet tre gange måtte klappe skadede spillere fra banen. I første halvleg var det tilmed en Lyngby-spiller, nemlig Frederik Krabbe, der fik klapsalven, da han skrigende blev båret ud med en skade.

I anden halvleg vred Kristian Ipsa sig af smerte, så Martin Albrechtsen måtte afløse ham i midterforsvaret, mens Jakob Poulsen skar ansigt, da han humpede ud hen imod afslutningen på kampen.

Også Bajram Fetai blev båret ud fra banen - dog uden klapsalver.

/ritzau/

Mads Albæk og Tim Janssen skaffede lørdag tre ikke alt for sikre point til Herning. FCM vandt 2-1 over Lyngby.

Offentliggjort Sidst opdateret