Stabilt tophold gæster Nykøbing
Mathias Johannsen (27) spillede en glimrende debutkamp for Nykøbing FC i søndags. I morgen står han over for sine tidligere holdkammerater fra FC Fredericia Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
God præstation mod Lyngby skal følges op mod FC Fredericia.
NYKØBING Det lugtede af mindst et enkelt point i sæsonpremieren i søndags mod Lyngby, men dybt inde i overtiden smed Nykøbing FC det ene point ud over rælingen, da gæsterne scorede det afgørende mål og kunne juble over en 2-1-sejr.
Indsatsen var dog i store dele af kampen absolut godkendt for NFC's oprykkere til 1. division, og det er de gode takter, der skal tages med ind til kampen mod FC Fredericia i morgen.
20 år i 1. division
Østjyderne er det mest stabile hold i 1. division med 20 sammenhængende sæsoner i landets næstbedste række, og i de seneste år har man leget med i den bedre halvdel af rækken uden dog at tage det afgørende skridt op i Superligaen.
Det har dog været tæt på, og Fredericia fik også en glimrende start på sæsonen med en sikker sejr på 2-0 over Hobro hjemme i fæstningsbyen. Begge mål sat ind af hurtigløberen Samson Iyede, der kan blive en stor mundfuld for NFC-forsvaret.
Har brug for opbakning
- Vi ved godt, at de to første kampe er mod rigtig stærke modstandere. Heldigvis har vi dem begge på hjemmebane foran vores eget publikum. Sidst var der over 1.000 tilskuere, og det betød rigtig meget for spillerne at de kunne mærke opbakningen, så jeg håber virkelig folk kommer igen i morgen og bakker os op.
- Det får vi brug for, siger cheftræner Claus Jensen, der har stor respekt for Fredericia, der som regel har taget på Nykøbing FC, når kampen foregår på Falster.
- Fredericia er et rigtig dygtigt hold, der har en masse erfaring med spillere, der har været sammen i nogle sæsoner, og så har de selvfølgelig Samson Iyede og Anders Holvad oppe foran, som vi skal have styr på, men hele vejen rundt er det et kvalitetshold, lyder sammenfatningen fra Claus Jensen.
Han har sandsynligvis gjort god brug af sin forsvarsspiller Malte Johannsens oplysninger og erfaringer om Fredercia, da han skiftede fra netop morgendagens modstander til Nykøbing FC før denne sæson.
Forsvarspillere tæt på
Kasper Jensen er kommet sig over sygdom og indgår i truppen, mens det stadig er en postgang for tidligt for Jacob Egeris og Andreas Holm.
Men Claus Jensen har en forhåbning om, at det kan blive til nogle minutter for de to forsvarsklipper i onsdagens pokalkamp mod B.1908.
- Der er fremskridt ved hver eneste træning, oplyser Claus Jensen, der næppe ændrer det store i den startopstillng, der leverede en god figur mod Lyngby.
Der er kampstart kl. 15:00 i Lollands Bank Park i morgen eftermiddag.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker