Stående ovationer på udebane: NBA-stjerne scorer 60 point

Kyrie Irving smiler for sig selv efter en af sine mange scoringer mod Orlando Magic. Foto: Mark Brown/Ritzau Scanpix

Kyrie Irving satte hele 60 point på kontoen og blev hyldet af modstandernes fans, da Brooklyn vandt i Orlando.

Offentliggjort Sidst opdateret

Basketballstjernen Kyrie Irving har rundet en imponerende milepæl.

Han kan nu skrive sit navn på listen over spillere, der har formået at lave mindst 60 point i samme NBA-kamp.

Natten til onsdag satte Irving nemlig præcis 60 point på kontoen for Brooklyn Nets, som vandt 150-108 på udebane over Orlando Magic.

Da han satte point nummer 60 i kurven, havde hjemmeholdets fans allerede indset, at kampen ville ende i et nederlag, og måske derfor havde de ingen problemer med at hylde udeholdets altdominerende spiller.

Således rejste størstedelen af tilskuerne sig op og klappede af Irving og hans flotte bedrift.

Hans nu tidligere personlige rekord lød på 57 point i en NBA-kamp.

- Det her er et vidnesbyrd om, at vi har udviklet os som hold, og at vi giver hinanden selvtillid, så vi tager de rigtige beslutninger.

- Når man kan score 60 point i løbet af en kamp, uden at det er noget, hele holdet jagter, og prøver at fremprovokere ved at lade spilleren tage dumme afslutninger, så er det noget specielt, siger Kyrie Irving ifølge AFP.

Hans 60. point blev scoret med over otte minutter tilbage af kampen. Og hvis det kun handlede om at udbygge det antal, så kunne Brooklyn også ihærdigt have forsøgt at fremprovokere det, påpeger han.

Det er kun anden gang i sæsonen, at en spiller i NBA runder 60 point i en kamp. Dagen inden kom Karl-Anthony Towns op på samme antal i en kamp for Minnesota Timberwolves.

Towns og Irving er henholdsvis nummer 31 og 32 gennem tiderne til at lave mindst 60 point i en NBA-kamp. Blandt de 30 øvrige spillere på listen har seks af dem formået at gøre det mere end en gang.

Helt suveræn er Wilt Chamberlain, der hele 32 gange scorede mindst 60 point. Han er også indehaver af NBA-rekorden for flest scorede point i samme kamp, da han i 1962 lavede 100 point for Philadelphia Warriors i en kamp mod New York Knicks.

Michael Jordan og Elgin Baylor er de eneste, der har formået at gøre det i en slutspilskamp.