Stærk Djokovic tager en lille hævn over Nadal
Foto: Scanpix / Mark Ralston /Scanpix
Scanpix / Mark Ralston /Scanpix
Selv om Novak Djokovic har ligget nummer et på tennisspillernes verdensrangliste i de seneste 48 uger, og samlet har gjort det 101 uger, er han på flere måder den lille i forhold til Rafael Nadal.
Før dagens finale China Open havde de to spillere mødt hinanden 37 gange. Nadal havde vundet de 22.
Mandag overtager Rafael Nadal verdensranglistens tronstol fra serberen.
Men søndag var Novak Djokovic et par klasser over spanieren i Beijing National Tennis Centre. Djokovic sejrede i to sæt, 6-3 og 6-4 i en kamp, som blev Nadals første nederlag på hårdt underlag i denne sæson.
Rafael Nadal har haft en imponerende stime med 10 turneringssejre og nu tre finalepladser siden han kom tilbage fra rundt regnet et halvt års skadespause i februar.
I søndagens finale viste han dog kun sjældne glimt af den form, som har givet ham så meget succes de seneste måneder.
Til gengæld har Novak Djokovic stadig rent bord i Beijing. Han har deltaget i turneringen fire gange og vundet alle fire.
Han stormede til 3-0 på bare 10 minutter, og så var tonen sat for resten af finalen.
Efter sejren gik lykønskningerne begge veje.
- Jeg må sige tillykke til Rafael, for han fortjener helt sikkert at være nummer et i verden med den sæson, han har haft. Der er slet ingen tvivl om, at han har været den bedste spiller hidtil i 2013, siger Djokovic.
- Jeg spillede ikke mit bedste spil i dag. Til gengæld spillede han på et højere niveau end mig med sin serv. Jeg havde ikke en chance med mine returneringer gennem hele kampen, lød kommentaren fra Nadal.
Rafael Nadal var senest nummer et i verden i juli 2011. Han har vundet 13 grand slam-titler i karrieren.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker