Stærk polak sender Wozniacki hjem fra Qatar
Kvartfinalen blev sidste station for Caroline Wozniacki i den stærkt besatte WTA-turnering Qatar Open, hvor polakken Agnieszka Radwanska var for stor en mundfuld for danskeren.
Fjerdeseedede Radwanska vandt i løbet af halvanden time med 6-2, 7-5, og dermed står det klart, at semifinalerne i turneringen bliver et anliggende for verdensranglistens nummer et, to, tre og fire.
Wozniackis spil blev aldrig stabilt nok fredag aften, hvor hun særligt i første sæt gjorde en skidt figur og tabte 2-6 uden for alvor at have bidt fra sig.
Det så straks bedre ud i andet sæt, hvor danskeren hurtigt tog føringen. Ved stillingen 5-3 havde hun mulighed for at serve sættet hjem, men i et tæt parti var Radwanska bedst og brød dermed tilbage.
Partiet markerede samtidig vendepunktet i sættet, og derfra gik det kun nedad bakke for Wozniacki. Danskeren forsøgte at slå vindere med sin forhånd, men slog flere bolde ud af banen på kritiske tidspunkter.
Efter at Radwanska havde udlignet til 5-5, tabte en pludselig opgivende Wozniacki sit eget serveparti rent, men kom bedre med i det, der skulle vise sig at blive kampens sidste parti.
Danskeren bragte sig foran 40-0 og havde alle muligheder for at bryde tilbage, men polakken lod sig ikke ryste og kunne til sidst serve sejren hjem.
Radwanska møder nu Victoria Azarenka i den ene semifinale, mens den anden bliver et opgør mellem Serena Williams og Maria Sharapova.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker