Stærk svækket NFC-mandskab på svær opgave i Horsens

Hverken Mathias Kristensen (med bolden) eller Emeka Nnamani (th) er til disposition mod AC Horsens på grund af henholdsvis karantæne og en hofteskade. Foto: Claus Hansen

Det ligner på forhånd en forsvarskamp for Nykøbing FC, der mangler angribere.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Det kan godt gå hen og blive en meget lang søndag eftermiddag i Horsens for Nykøbing FC, når de stiller op på CASA Arena i fængelsbyen mod et meget formstærkt hjemmehold.

Stort set hele den offensive pondus er væk af forskellige årsager, og det kan umiddelbart være svært at få øje på, hvem der skal score mål for "bjørnene"

Rækkens topscorer Mathias Kristensen har karantæne, efter at han fik raget en advarsel til sig i den seneste kamp mod Hvidovre. Dermed kommer han ikke i kamp mod sin tidligere klub. Det gør lejesvenden fra FC Nordsjælland Emeka Nnamani heller ikke. Han måtte opgive at fuldføre træningen fredag formiddag på grund af problemer med en hoftebøjer.

Desuden har Nicolaj Jessen ligget syg det meste af ugen og trænede heller ikke med fredag.

Det åbner mulighed for en startplads til Kristian Lindberg i forreste linje. Angriberen er dog helt åbenlyst ikke en, som træner Claus Jensen tror på.

Blot 22 spilleminutter har han fået indtil nu i forårssæsonen og er flere gange blevet fravalgt frem for ungdomsspillere, der i stedet er blevet skiftet ind.

- Ja, vi har vores udfordringer, medgiver Claus Jensen, der dog kan glæde sig over, at midtbaneslideren Victor Christiansson er tilbage efter endt karantæne.

Storch tilbage i målet

Det samme er målmand Jannich Storch, der har udstået sine to spilledage i skammekrogen, ovenpå hans i øvrigt fejlagtige udvisning i Lyngby i opryknings-slutspillets første spillerunde.

- Der er sund konkurrence på målmandsposten. og Morten (Bank, red.) har gjort det godt, men Storch er tilbage mod Horsens, siger Claus Jensen, der ved fredagstræningen blev overvåget af den assisterende landstræner Morten Wieghorst.

Forklaringen er, at Claus Jensen har Morten Wieghorst som vejleder på den P-træneruddannelse, han er i gang med at erhverve sig. Den højeste træneruddannelse i Danmark, som Claus Jensen har påbegyndt for et halvt års tid siden.

- Det gælder jo hele tiden om at blive dygtigere, og jeg kender Morten rigtig godt og kan lære en masse af ham, så vi har et rigtig godt samarbejde, siger Claus Jensen, der skal have P-træneruddannelsen, for at kunne træne hold i Superligaen.

- For det er jo derop, vi skal, griner NFC-træneren, der ikke kommer til at fejre oprykning i denne sæson.

Men det kunne til gengæld sagtens være tilfældet for søndagens modstander AC Horsens, der er kommet meget stærkt fra baghjul og lige nu fremstår som det mest formstærke hold i 1. division med udesejre over Lyngby og FC Helsingør som deres seneste meritter, samt et uafgjort resultat hjemme mod FC Fredericia. Hvilket har bragt dem op på tredjepladsen á point med Lyngby foran og Hvidovre bagved.

Formstærk modstander

- Det er utvivlsomt det mest formstærke hold i rækken og har været det gennem en lang periode. De er fysisk stærke og har masser af individuel kvalitet, så det bliver en hård kamp for os, men som altid så glæder vi os til kampen, siger Claus Jensen, der sammen med flere offensive profiler også må undvære forsvarsspiller Jacob Egeris, der stadig har rygproblemer. Til gengæld ser det ud til, at Andreas Holm er med i truppen for første gang i foråret.

- Det er utvivlsomt det mest formstærke hold i rækken og har været det gennem en lang periode

NFC-træner Claus Jensen om AC Horsens

Der er kampstart kl. 15:00 på CASA Arena i Horsens, og Radio SydhavsØerne sender direkte.