Stærke franskmænd bryder håndboldlandsholdets vilde stime
Mathias Gidsel og resten af det danske landshold måtte se sig slået i Frankrig. Foto: Laurent Cipriani/Ritzau Scanpix
Laurent Cipriani/Ritzau Scanpix
Efter 26 kampe som ubesejret tabte det danske håndboldlandshold på udebane til Frankrig.
Det danske håndboldlandshold led første nederlag i mere end et år, da Nikolaj Jacobsens mænd onsdag aften tabte 32-33 på udebane til Frankrig.
Kampen var del af den såkaldte EHF Euro Cup, der er en testturnering for nationer, der allerede er kvalificeret til næste års EM.
Resultatet er uden særlig betydning, men spillerne kan ærgre sig over, at en imponerende stime på 26 kampe uden nederlag nu er brudt.
Danskerne var dog med til at give de mere end 10.000 tilskuere i Lyon en velspillet og underholdende kamp. Emil Jakobsen kunne have sikret uafgjort, men ramte træværket i de sidste sekunder.
Uden Emil Nielsen, Simon Pytlick og Rasmus Lauge manglede Danmark tre mand fra VM-holdets stamformation.
Det gav målmandsveteranen Jannick Green en sjælden chance i startopstillingen, mens Jacob Holm og Lasse Andersson fra start gled ind i bagkæden sammen med Mathias Gidsel.
Nogen god start fik danskerne dog ikke. Forsvaret havde problemer i duellerne mod de fysisk stærke franskmænd, og i målet fik Green ikke fat i meget.
I den anden ende tog det også tid, før spillerne havde fundet rytmen. Gidsel havde usædvanlig svært ved at gøre sig selv farlig, og hans afslutninger savnede snert.
Lasse Andersson var tydeligvis ivrig for at gøre opmærksom på sig selv og skød flittigt med vekslende succes.
Danmark var bagud stort set hele første halvleg, men kunne alligevel gå til pause med 17-17 efter tre scoringer i slutfasen.
Fra anden halvlegs start var der gensyn med Lasse Møller. Den formstærke Flensburg-spiller stemplede straks ind med et par scoringer, inden han gav plads til Aalborgs Marinus Munck, der fik sin landsholdsdebut.
Defensivt havde danskerne en smule bedre fat efter pausen, men de rutinerede franskmænd spillede sig alligevel til gode chancer, og heller ikke Kevin Møller leverede mirakler i målet.
Elohim Prandi og Dika Mem viste højt niveau i den franske bagkæde, og midt i halvlegen var hjemmeholdet foran 27-25.
En fransk udvisning lukkede dog danskerne ind i kampen igen. Franskmændene tog målmanden ud, men mistede bolden to gange, så Danmark kunne score i tomt mål.
Danmark førte 29-27, da Jacobsen tog timeout. Men den blev ingen succes. Tre franske mål senere måtte landstræneren på ny trykke på timeoutknappen.
Det stod 32-32, da Dika Mem steg til vejrs og hamrede kampens sidste scoring ind fra lang afstand.
Dermed led Danmark det første nederlag siden EM-finalen i januar 2024. Også dengang var modstanderen Frankrig.
De to hold mødes igen på lørdag i Kolding.
/ritzau/
Seneste artikler
Betjente mødt af spyt og skældsord
Sidste bil har passeret den gamle Storstrømsbro
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Jubel og glædestårer: Alle billederne fra bronzefejringen
Her er regeringens 21 ministre
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Spor blokeret på motorvej
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Kunde angreb ansatte i supermarked