At jyden han er stærk og sej, fik de vævre FC Nordsjælland-spillere søndag eftermiddag at mærke på Essex Park i Randers. Hjemmeholdet lod aldrig gæsterne spille bold, og nordsjællænderne måtte vende snuden hjem med en syngende 4-0-lussing i bagagen.
Gæsterne virkede slappe og ugidelige under hele kampen, mens Randers FC kløede på i samtlige minutter og var tættere på 5-0, end FC Nordsjælland var på en reducering.
En stor skuffelse for træner Morten Wieghorst, der har meget at arbejde med inden næste kamp.
Eller måske vælger Morten Wieghorst bare at håbe på en lidt hårdere linje fra dommeren i næste kamp. I Randers tillod dommer Henning Jensen nemlig fra kampens start hårdt fysisk spil, og begge hold måtte ty til fight frem for flotte afleveringer.
Egentlig kunne ingen af de to mandskaber ramme hinanden i det meste af kampen, men mens det tog modet fra FC Nordsjælland, så det mærkværdigvis kun ud til at tænde hjemmeholdet endnu mere.
Alle fightede for hinanden, og Ousmane Sarr udgjorde en konstant trussel på kanten, mens Frank Kristensen fungerede godt som targetmand for sin nye klub.
Den nye mand i blåt kom sågar på måltavlen i sin debut, hvor han efter en god times spil scorede til 3-0 og dermed reelt afgjorde kampen.
Måske gør FC Nordsjælland klogt i at tage i træningscenter de kommende måneder, hvis holdet ikke vil have flere lussinger.
De to mandskaber mødes nemlig hele tre gange mere i løbet af foråret - én gang i Superligaen og to gange i semifinalerne i Ekstra Bladet Cup.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned