Ståle Solbakken fyret efter pokalfiasko

Ståle Solbakken er en færdig mand i den engelske fodboldklub Wolverhampton Wanderers.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag aften besluttede klubbens ledelse at fyre den norske manager, efter at Wolves havde tabt 0-1 ude til Luton fra den femtebedste række i FA Cuppen.

- Wolves meddeler, at Ståle Solbakken forlader klubben med omgående virkning, skriver Wolverhampton på klubbens hjemmeside.

Klubben har også opsagt kontrakten med Ståle Solbakkens danske assistenttræner, Johan Lange, som nordmanden arbejdede med i FC København.

Wolverhampton, som sidste år rykkede ud af Premier League, ligger blot på 18.-pladsen i den næstbedste række.

Med lørdagens FA Cup-exit i tredje runde mod upåagtede Luton kommer fyringen på ingen måde overraskende.

Kevin Thelwell bliver midlertidig manager, indtil Wolves har fundet en permanent afløser for Ståle Solbakken.

Nordmanden havde tidligere stor succes som træner for FC København, som han forlod i sommeren 2011.

På det tidspunkt havde han sikret klubben fem danske mesterskaber på fem et halvt år.

Desuden havde han to gange kvalificeret FCK til Champions League-gruppespillet, og i 2010 gik FCK videre fra gruppespillet som det første danske hold nogensinde.

Skiftet fra FCK til den tyske bundesligaklub FC Köln blev dog ingen succes, og i foråret 2012 blev Ståle Solbakken fyret.

FC Köln endte siden med at rykke ud af Bundesligaen.

Sidste sommer blev han hentet til Wolverhampton, men sæsonen gik totalt skævt for den 44-årige nordmand.

/ritzau/