Steelers imponerer i NFL som eneste ubesejrede hold
Quarterbacken Ben Roethlisberger leverede mange flotte kast for Pittsburgh Steelers, som til slut vandt over rivalen Baltimore Ravens i NFL. Foto: Todd Olszewski/Ritzau Scanpix
Todd Olszewski/Ritzau Scanpix
Quarterback Ben Roethlisberger førte Pittsburgh Steelers til den syvende sejr ud af syv mulige i NFL-sæsonen.
Kun ét hold er fortsat ubesejret i den bedste nordamerikanske liga i amerikansk fodbold, NFL.
Det er Pittsburgh Steelers, som har hentet syv sejre i træk og fået klubbens bedste sæsonstart siden 1978.
I en af sæsonens på papiret sværeste kampe vandt Pittsburgh Steelers med 28-24 over Baltimore Ravens søndag aften dansk tid.
Baltimore var i løbet af kampen foran 17-7 ved pausen, og hjemmeholdet tog også en 24-21-føring kort inde i fjerde quarter.
Det var bare ikke nok til sejr, da quarterbacken Ben Roethlisberger og Pittsburgh-mandskabet hele tiden fandt et modsvar.
Roethlisberger var generelt en vigtig faktor bag Pittsburghs sejr med blandt andet to kast, der førte til touchdown.
Da udeholdet var bagud 21-24, og kampen gik ind i sin afgørende fase, kastede Roethlisberger i fjerde quarter til Chase Claypool, som scorede kampens sidste touchdown.
- Respekt til Baltimore, som bragte det bedste op i os. Denne rivalisering er, som den er. Forhåbentlig var det underholdende for fans over hele verden, siger Pittsburgh-træner Mike Tomlin ifølge AFP.
Baltimore-quarterback Lamar Jackson blev presset hårdt i hele kampen, og han lavede en del fejl, så bolden flere gange endte i hænderne på modstanderne.
Pittsburghs linebacker T. J. Watt, som førte an i udeholdets stærke defensiv, var stolt over præstationen i begge ender af banen.
- Det er stort. Det er den slags sejre, som er svære at opnå i NFL. At være i stand til at tage herfra med en sejr over denne rival giver os meget momentum, siger Watt ifølge AFP.
Baltimore har nu tabt to og vundet fem kampe i denne sæson.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker