Steffensen til Nr. Alslev

NØRRE ALSLEV Forventningerne var store, da Jesper Steffensen i vinter tog springet fra LF-serien til Døllefjelde-Musse i Danmarksserien.

Den unge midtbanespiller havde været en af LF-seriens mest dominerende aktører i den netop afsluttede sæson. Fra sin position på den centrale midtbane demonstrerede han godt blik for spillet og bidrog samtidig med hele 24 mål - takket være en god sparketeknik.

Men forudsætningerne til trods formåede han ikke at sætte præg på Døllefjeldes spil i foråret.

Nu vender han tilbage til Nørre Alslev.

- Jeg har ikke fortrudt skiftet, for nu fik jeg da prøvet det, fastslår Jesper Steffensen.

- Forkert plads

Han erkender, at han havde ventet mere af sig selv i Danmarksserien, men han mener også, at det hænger sammen med den plads, han har spillet i Døllefjelde. Han har fået det meste af sin spilletid på venstre kant, da Døllefjelde er godt besat på den centrale midtbane.

- Mit spil har ikke rigtig kørt i ?Dølle?. Når man spiller med kanter som i ?Dølle?, skal kanterne helst være hurtige. Det er jeg ikke. Jeg skal spilles i fødderne hver gang, forklarer den 23-årige falstring.

I Nørre Alslev får han med stor sandsynlighed sin ?gamle? plads tilbage. Men det sportslige er ikke den eneste forklaring på, at han vender hjem til Nørre Alslev.

- Det sociale spiller en stor rolle for mig. Der var meget socialt i Nørre Alslev, og knap så meget i Døllefjelde. Det har jeg savnet, siger Jesper Steffensen, der også havde et tilbud fra Frem Sakskøbing.

I Døllefjelde har cheftræner Jan Jacobsen fuld forståelse for Jesper Steffensens beslutning.

- Han har stærke bånd til Nørre Alslev og har ikke helt fået det ud af det, som han havde håbet, siger Jan Jacobsen.

Nørre Alslevs træner, Per Kristensen, glæder sig til gensynet:

- Han kan aflaste vores angribere - forstået på den måde, at han er en god afslutter, der med sine mål fra midtbanen kan fjerne lidt af presset fra de forreste, siger Per Kristensen.

Steffensen håber, at han hjælpe Nørre Alslev højere op i LF-serien.

- Top fire, håber jeg. Det har vi holdet til, siger han.

Steffensen vil ikke afskrive muligheden for senere at prøve sig på et højere niveau igen.

- Hvis jeg føler, jeg er god nok til det, og får muligheden for det, så vil jeg da overveje det.




Jesper Steffensen vender tilbage til Nørre Alslevs LF-seriehold efter et halvt år i Døllefjelde-Musse.

Offentliggjort Sidst opdateret