Stephan Andersens bænkplads overrasker

Seks kampe og så på bænken.

Det er status for målmanden Stephan Andersen, der benyttede sommeren til at skifte fra Brøndby IF til franske Evian, hvor han hurtigt er blevet reserve efter at være kastet direkte i startopstillingen efter skiftet.

Udviklingen kommer bag på landsholdets målmandstræner, Lars Høgh.

- Jeg er overrasket. Han var uheldig i en enkelt kamp, og det har åbenbart været nok til at sætte ham af. Det er rigtig ærgerligt for Stephan, siger OB-legenden.

Ifølge Lars Høgh er der kun én ting, Stephan Andersen kan gøre.

- Det vigtigste er, at Stephan stadig holder sig motiveret, og det har vi også haft samtaler om.

- Han skal møde op til træning og bevise, at han er bedre end den anden. Hvis han gør det hver dag, så kommer han til at spille igen, vurderer Lars Høgh.

Stephan Andersens foreløbige sidste kamp for Evian var for næsten en måned siden, da Evian hjemme tabte 2-4 til Caen. Her begik danskeren tilsyneladende for mange fejl.

- Træneren mente ikke, at min præstation var overbevisende nok, da vi for nylig tabte 2-4 til Caen.

- Derfor ville træneren give ham den anden målmand chancen. Han var førstemålmand, før jeg kom. Så det var ikke lang snor, jeg fik, udtalte Stephan Andersen tidligere på måneden.

Stephan Andersen er fortsat med på det danske landshold, men hvis han forbliver på Evians bænk resten af sæsonen, så er det ikke sikkert, at han bliver udtaget til næste sommers EM-slutrunde i Polen og Ukraine.

Den tidligere Brøndby-keeper er formentlig igen på bænken, når Evian lørdag aften gæster Sochaux i den bedste franske række.

/ritzau/

Fodboldlandsholdets målmandstræner, Lars Høgh, er overrasket over Stephan Andersens bænkplads i franske Evian.

Offentliggjort Sidst opdateret