Stephan Hansen klar til VM finale
Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
VM i bueskydning i Tyrkiet er ved at udvikle sig til et mindeværdigt et af slagsen for de danske skytter inklusive Stephan Hansen fra Nagelsti.
Fredag blev endnu en finaleplads sikret af det danske hold af mandlige compoundskytter.
Martin Damsbo, Patrick Laursen og Stephan Hansen havde inden VM håbet på at skyde så godt i kvalifikationen, at de kunne undgå storfavoritterne fra USA indtil finalen.
Sådan gik det ikke. Danskerne blev seedet otter - og skulle derfor allerede møde amerikanerne i en eventuel kvartfinale. Og sådan gik det.
Danmark banede vej til kvartfinalen ved i fredagens første dyst at besejre Canada 215-182, og så ventede favoritterne fra USA.
Danmark var stærkest og vandt 176-165, og så var det danske hold klar til semifinalen.
Her ventede Frankrig, som danskerne slog med 210-185, og dermed er det danske hold finaleklar i Tyrkiet.
Finalen skydes lørdag klokken 12.12. Modstanderen er Sydafrika, der i den anden semifinale besejrede Sverige 194-160.
Compound er ikke en olympisk disciplin, det er recurvebuen til gengæld, og også her venter der dansk metal i weekenden.
Maja Jager skal søndag skyde om individuelt guld mod en kineser klokken 16.03, mens hun sammen med de øvrige danske kvinder i holdkonkurrencen er med i bronzefinalen mod Mexico søndag klokken 11.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker