Stieglitz-manager ubekendt med Kessler-bud

Det kan godt være, at Mikkel Kesslers promotorselskab, Team Sauerland, gerne vil arrangere en kamp mod Robert Stieglitz om WBO-titlen i supermellemvægt.

Men det er nyt for den russiskfødte tyskers manager, at Kessler-lejren er interesseret i et møde, og han hævder ikke at have hørt fra Sauerland endnu.

- Der er ingen Kessler-kamp. Indtil videre foreligger der ingen planer i den retning, og Roberts næste kamp arbejder vi på skal finde sted i Magdeburg i marts, og Kessler indgår ikke i de planer, siger Ulf Steinforth til ekstrabladet.dk.

Steinforth afviser dog ikke, at en kamp mod Mikkel Kessler kan komme på tale senere.

- Kessler er bestemt ikke uinteressant, og jeg kan ikke afvise, at der kunne blive en kamp i fremtiden. Vi får mange tilbud om ugen på diverse kampe, men aktuelt kender jeg ikke noget til dette, siger manageren

/ritzau/

Robert Stieglitz' manager har ikke fået noget tilbud om at møde Mikkel Kessler, siger han.

Offentliggjort Sidst opdateret