Stigende popularitet har erstattet landsholdets følelse af usynlighed

21.542 fans var med til at sætte tilskuerrekord, da Danmarks kvindelandshold for første gang nogensinde spillede en kamp i Parken i juni. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Flere af de spillere, der har været med på landsholdet i mange år, har mærket, at der med årene er kommet mere fokus på dem, og de forventer, at det fortsætter.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det handler bare om tid.

Landsholdets største stjerne, Pernille Harder, udtrykker det meget simpelt.

Når Danmark fredag åbner EM i England med en kamp mod Tyskland, sker det midt i en periode, hvor kvindefodbolden er midt i en rivende udvikling, som med tiden vil føre til øget opmærksomhed på landsholdet, mener hun.

- EM i år bliver endnu bedre end det forrige EM, og VM næste år bliver endnu bedre end det forrige VM, siger 29-årige Harder.

Hun har spillet på landsholdet siden 2009, og der er flyttet bjerge siden dengang. Under optakten til EM har hun mærket, at opmærksomheden på holdet har fået et nyt nøk op.

- Det har udviklet sig enormt meget. Da jeg kom på landsholdet første gang, var der ikke nogen medier til vores træninger. Jeg er i tvivl, om kampene overhovedet blev vist i fjernsynet. Man følte sig lidt usynlig, siger Harder.

Selv om hun mener, at den stigende opmærksomhed kommer med tiden, ved hun godt, at det ikke kommer af sig selv.

- Vi kan ikke regne med, at alt er fantastisk i morgen, hvis ikke vi gør noget og begynder at investere i kvindefodbolden, siger Pernille Harder.

Hun understreger, at hun allerede ser fremgang på investeringsfronten. Særligt tilgængeligheden til kvindefodbold på tv bliver større og større i disse år, fordi tv-stationer opkøber rettigheder, siger hun.

Men det er ikke kun penge, det handler om. Det handler også om, at kvindefodbold er attraktivt at se på, og i den henseende går det også fremad. Det mener i hvert fald 30-årige Sofie Junge, der fik landsholdsdebut i 2011.

- Det er vigtigt, at vi bliver bedre og bedre, og det er meget tydeligt, at det rent faktisk sker, siger Juventus-spilleren.

- De, der kommer på landsholdet nu, er bedre teknisk, end jeg var, da jeg havde deres alder. Spillerne bliver bedre, fordi de har trænet bedre og haft bedre forhold i en tidligere alder. Det skal helt sikkert til, for at kvindefodbolden kommer længere, siger Sofie Junge.

Både Junge og Harder tror på, at opmærksomheden om landsholdet vil stige, hvis danskerne kender spillerne bedre. Det handler om profilopbygning, siger de.

Det har man haft stor succes med i Formel 1, hvor Netflix-serien "Drive to Survive" har fået motorsportens kongeklasse til at eksplodere i popularitet. Sofie Junge er klar til at deltage i mere promovering af kvindefodbolden.

- Jeg synes, vi har noget at byde på som mennesker, og forhåbentlig får vi det allerede frem, når vi deltager i forskellige sammenhænge.

- Det er klart, at sådan en tv-serie måske kan kickstarte noget. Jeg synes da i hvert fald selv, at det er vildt interessant at se dokumentarserier om basketball, selv om jeg ikke som sådan følger med i basketball, siger hun.

Sanne Troelsgaard er den mest erfarne landsholdsspiller i EM-truppen. Hun er glad for, at landsholdet i de seneste år har stillet krav til Dansk Boldspil-Union (DBU). Det har blandt andet resulteret i, at holdet op til EM trænede på en snorlige bane i Helsingør, og den slags er med til at højne niveauet.

Hun roser desuden DBU for unionens arbejde for at fremme kvindefodbolden.

- Vi er ikke længere "kvindelandsholdet" – vi er bare landsholdet. Det har vi mærket i de sidste par år. Der er en fælles strategi i DBU, som arbejder stenhårdt. Der er en rød tråd, og der skal lyde et stort skulderklap til DBU, for hvor langt vi er nået, siger hun.

Landsholdets udvikling nåede en foreløbig kulmination, da holdet for første gang nogensinde indtog Parken i en testkamp mod Brasilien op til EM. Her blev der slået tilskuerrekord for en kvindelandskamp på dansk grund med 21.542 fans på lægterne.

/ritzau/

Danmarks EM-program

Danmark, som er nummer 15 på verdensranglisten, får hård modstand i EM's gruppespil. Her følger et overblik over de indledende kampe i gruppen, hvorfra de to bedste hold går videre.

Fredag 8. juli: Danmark møder Tyskland på Brentford Community Stadium. Tyskland er nummer 5 på verdensranglisten.

Tirsdag 12. juli: Danmark møder Finland på Stadium MK i Milton Keynes. Finland er nummer 29 på verdensranglisten.

Fredag 17. juli: Danmark møder Spanien på Brentford Community Stadium. Spanien er nummer 7 på verdensranglisten.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu