Stilskifte er risikabelt for Wozniacki

Caroline Wozniacki risikerer aldrig at ramme sit nuværende niveau med en ny offensiv spillestil.

Det er nemlig ikke sikkert, at Wozniacki kommer til at mestre sin nye spillestil lige så godt som den mere defensive stil, der har sendt hende til tops på verdensranglisten.

Det vurderer mentaltræner og præstationsudvikler Rasmus Ankersen.

- Det er nogle grundlæggende vaner, Wozniacki skal ændre, og det gør hun ikke over natten, siger Rasmus Ankersen.

Ankersen, der har arbejdet med flere topatleter, kan godt forestille sig, at resultaterne vil svigte i en længere periode. Men Wozniacki skal forblive overbevist om, at stilskiftet er det rigtige. Ellers går det galt.

- Hun skal virkelig tro på, at det er det rigtige. Hun skal sætte sig ud over omverdenens reaktion, for omverdenen har ikke den tålmodighed, som sådan en proces tager, siger han.

- Hun skal turde at tabe og holde fast i den nye stil, ellers ender det med svigtende resultater, fordi hun ændrer sit spil, men ikke gør det 100 procent. Og så bliver resultatet måske endnu dårligere end udgangspunktet, forklarer Rasmus Ankersen.

Og selv om Caroline Wozniacki er 100 procent dedikeret til sin nye offensive stil, så er der ingen garanti for, at hun bliver en bedre tennisspiller.

Rasmus Ankersen fortæller, at golffænomenet Tiger Woods forsøgte at ændre sit sving for at forbedre sig, da han for flere år siden var på sit allerhøjeste niveau. Men foreløbig er det endnu ikke lykkes for Woods.

- Han brød hele sit sving ned og byggede det op fra bunden igen. Han kunne ikke bare justere sit gamle sving, for det var noget grundlæggende, han skulle ændre, ligesom tilfældet er for Wozniacki.

- Woods var dårlig i en lang periode, og han har aldrig nået toppen igen. Så foreløbig er det ikke lykkes for ham at hæve sit niveau, siger Rasmus Ankersen.

/ritzau/

Verdensetteren vil skifte spillestil, men kan ende som en dårligere tennisspiller, mener præstationsudvikler.

Offentliggjort Sidst opdateret