Stime af udsolgte hjemmekampe kan stoppe mod Schweiz
Tribunerne var fyldt til bristepunktet, da Danmark i september mødte San Marino i Parken i EM-kvalifikationen. På lørdag indleder landsholdet 2024 med en testkamp mod Schweiz. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En stime på 13 udsolgte hjemmekampe kan blive brudt på lørdag, når Danmark spiller testkamp mod Schweiz.
Herrelandsholdet i fodbold har de seneste tre år fyldt tribunerne til hver eneste hjemmekamp i Parken.
Efter 13 udsolgte kampe i træk med op til 36.000 tilskuere i nationalarenaen, så har Dansk Boldspil-Union (DBU) endnu ikke meldt udsolgt til lørdagens testkamp mod Schweiz.
Det samme gør sig gældende til næste uges test på tirsdag mod Færøerne på Brøndby Stadion.
Det oplyser kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer.
- Der er solgt knap 30.000 billetter til kampen mod Schweiz i Parken, og 16.000 til opgøret på Brøndby Stadion mod Færøerne, siger Jakob Høyer.
Til stort set samtlige kampe i Parken har der i en årrække været noget på spil, bortset fra en enkelt test mod Serbien i marts 2022.
Selv om DBU naturligvis foretrækker udsolgte hjemmekampe, så betegner Jakob Høyer det nuværende billetsalg til lørdagens testkamp mod Schweiz som ganske godt i et historisk perspektiv.
Han henviser til, at det for omkring ti år siden ikke var unormalt, at der dukkede 12.000-14.000 op til vigtige kvalifikationskampe i Parken.
- I det lys er det jo stadigvæk helt fantastisk, at vi kan trække 30.000 til en testkamp, siger Jakob Høyer.
Landsholdet skal i alt spille fire testkampe i første halvdel af 2024, før det til sommer går løs til EM-slutrunden i Tyskland.
Før afrejsen til Tyskland i juni kommer både Sverige og Norge forbi Danmark, når landstræner Kasper Hjulmands spillere skal pudse EM-formen af.
Opgøret mod Sverige spilles i Parken 5. juni, mens kampen mod Norge tre dage senere er placeret i Brøndby.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned