Stine Jørgensen sidder over i EM-opgør mod Polen
Landsholdsanfører Stine Jørgensen må se søndagens opgør mod Polen fra sidelinjen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Klavs Bruun Jørgensen har gjort plads til Mathilde Hylleberg i kamptruppen, mens Stine Jørgensen sidder over.
Når de danske håndboldkvinder søndag klokken 15 løber på banen til EM-kampen mod Polen, bliver det uden anfører Stine Jørgensen i spidsen.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har nemlig valgt at skifte Mathilde Hylleberg ind i 16-mands-truppen, mens Stine Jørgensen sidder over i opgøret.
Det skriver Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.
- Vi bliver nødt til at tage hensyn til, at vi forhåbentlig er med i en lang turnering. Derfor vurderer vi selvfølgelig også på situationen omkring Stine løbende fra kamp til kamp.
- Vi lader hende ikke gå fra 0-100 på så kort tid, og derfor får hun en pause i dag, siger Klavs Bruun Jørgensen.
Stine Jørgensen blev opereret i knæet i oktober.
I første omgang var meldingen, at skaden ville koste hende EM-turneringen i Frankrig, men et lyncomeback sikrede hende alligevel en plads i EM-truppen.
I fredagens dramatiske åbningssejr over Sverige fik kaptajnen 35 minutter på banen, og hun bidrog blandt andet med to scoringer.
Hun mærkede ikke nogen form for ubehag i knæet, fortalte hun efterfølgende.
- Knæet reagerede rigtig godt, og der er ikke kommet nogen reaktion, sagde hun til Ritzau.
Stine Jørgensen deltog imidlertid ikke i holdtræningen på gulvet i kamparenaen i Nantes lørdag eftermiddag.
Anføreren lavede øvelser med fysioterapeut Mikkel Hjuler, mens de øvrige landsholdsspillere drønede rundt på banen.
- Det skyldes, at vi skal passe på knæet. Vi følger den plan, der er lagt. Jeg håber, det bliver ved med at gå fremad, og at jeg fortsat kan lægge på, sagde Stine Jørgensen.
Danmark er søndag eftermiddag på jagt efter anden sejr i to kampe i gruppe A, efter at det fredag endte med to point i sejren på 30-29.
Omvendt har Polen hårdt brug for en sejr efter nederlag til Serbien i første runde.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned