Stjerneduoen Williams og Murray vinder let i Wimbledon
Andy Murray og Serena Williams vandt, da de lørdag aften stillede op sammen i første runde af mixeddouble ved Wimbledon i London. Foto: Hannah McKay/Reuters
Hannah McKay/Reuters
Stjerneparret Andy Murray og Venus Williams sejrede sikkert, da de stillede op sammen ved Wimbledon i London.
Mixeddoublerækken er normalt ikke noget, der tiltrækker sig større opmærksomhed ved tennisturneringen Wimbledon i London. Men i år er det anderledes.
Det skyldes, at damesinglestjernen Serena Williams fra USA har ladet sig overtale til at stille op sammen med briternes egen storspiller Andy Murray, som på grund af skader i øjeblikket udfolder sig i doublerækkerne.
Lørdag aften indtog det celebre par Wimbledonanlæggets Centre Court, hvor de vandt deres kamp i første runde.
Det skete med en sejr på 6-4, 6-1 over tyske Andreas Mies og hans makker, chileneren Alexa Guarachi.
Det tabende par så ud til at hygge sig gevaldigt under kampen, hvor de fik lov til at spille på det store tennisstadion.
Williams og Murray indledte kampen med et servegennembrud til 1-0, og det brugte de som afsæt til at køre første sæt hjem uden at tabe serv.
Duoen havde også fire sætbolde, da de var foran 5-3 i Andreas Mies' serv, men den tyske French Open-vinder i herredouble fik sammen med sin makker afværget alle fire.
I andet sæt gentog historien sig, da Williams og Murray indledte sættet med et servegennembrud. Det sørgede Serena Williams for med en netruller, der udmanøvrerede Andreas Mies.
Stjerneparret brød igen til 3-0, og derefter lykkedes det at forvandle 0-40 i Serena Williams' serv til en 4-0-føring.
Foran 5-1 leverede Murray og Williams sættets tredje servegennembrud, da skotten på den tredje matchbold let kunne sikre sejren med en returnering.
Andy Murray har på grund af skader været nødt til at drosle ned for sin singlekarriere, som tidligere har indbragt ham to sejre ved Wimbledon.
Serena Williams, der har vundet damesingle syv gange ved den engelske grand slam-turnering, kan også prale af syv titler i doublerækkerne.
Seks gange har hun vundet i damedouble sammen med storesøster Venus Williams, og så har Serena Williams også en enkelt triumf i mixeddouble.
Det var helt tilbage i 1998, da hun som 16-årig vandt Wimbledon sammen med hviderusseren Max Mirnyi.
Tidligere lørdag røg Andy Murray ud i herredouble i anden runde.
Sammen med sin franske makker, Pierre-Hugues Herbert, tabte skotten 7-6, 4-6, 2-6, 3-6 til det sjetteseedede par fra Kroatien, Nikola Mektic og Franko Skugor.
Serena Williams spillede sig til gengæld videre fra tredje runde i damesingle tidligere lørdag, da hun vandt 6-3, 6-4 over tyske Julia Görges.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde