Stjernequarterback slår løberekorden i NFL
Lamar Jackson er ikke blot dygtig til at kaste bolden, han er også uhyggeligt hurtig på fødderne selv. Foto: Tim Warner/Ritzau Scanpix
Lamar Jackson er nu den quarterback i NFL-historien, som har løbet bolden selv for flest yards.
En quarterbacks vigtigste opgave i amerikansk fodbold er at kaste bolden eller give den til holdets runningback, som så kan løbe den frem. Men nogle quarterbacks excellerer også i selv at løbe bolden.
Og ingen quarterback i historien har gjort det mere end Baltimore Ravens' Lamar Jackson.
Sent onsdag dansk tid slog han NFL-rekorden som den quarterback, der har løbet bolden for fleste yards gennem tiden. Med 87 løbede yards i 31-2-sejren over Houston Texans slog han Michael Vicks rekord.
27-årige Lamar Jackson har nu løbet for 6110 yards i karrieren. Han har 33 gange løbet bolden ind til touchdown.
Medmindre en slem skade gør en ende på karrieren, så kommer Lamar Jackson til at udbygge løberekorden betragteligt de kommende år.
Han er i gang med sin måske bedste sæson i NFL, og intet tyder på, at han er for nedadgående. Tværtimod er han med i opløbet om at blive ligaens MVP i denne sæson. En titel, han tidligere har vundet to gange.
Michael Vick brugte i sin tid 13 sæsoner og 143 kampe til at løbe 6109 yards. Lamar Jackson har løbet en enkelt yard mere efter blot 102 kampe i sin syvende NFL-sæson.
Baltimore Ravens er med 11 sejre i 16 kampe sikker på en plads i slutspillet. Trods det store nederlag er også Houston Texans klar til slutspillet.
Topseedningen i AFC Conference går dog til den forsvarende Super Bowl-mester Kansas City Chiefs.
Med en sejr på 29-10 over Pittsburgh Steelers er Patrick Mahomes og co. oppe på 15 sejre i 16 kampe i sæsonen og er sikker på hjemmebane hele vejen til en eventuel Super Bowl-deltagelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker