Det hele så egentlig fornuftigt ud for danske Thomas Sørensen og Stoke, da holdet kom ud til anden halvleg af Premier League-hjemmekampen mod et af ligaens tophold, Tottenham. Men på bare ét minut mistede Stoke grebet om den hidtil målløse kamp og tabte den 1-2.
Først bragte den tidligere Barcelona-angriber Eidur Gudjohnsen gæsterne foran efter bandespil med Peter Crouch. Og kort efter fik Stokes Dean Whitehead sin anden advarsel, så holdet måtte klare sig med 10 mand i resten af kampen.
Selv om den tidligere Spurs-spiller Matthew Etherington udlignede til 1-1 mod sine gamle holdkammerater på straffespark, var det Tottenhams Nico Kranjcar, der scorede kampens sidste mål. Thomas Sørensen gik ellers med op i gæsternes felt ved et hjørnespark i forsøget på at scorede det udlignende mål, men forgæves.
Også landsmanden i Burnleys mål, Brian Jensen, måtte gå skuffet fra banen. På udebane mod Wigan var stillingen 0-0 tre minutter inde i dommerens overtid, da Hugo Rodallega headede en bold forbi Jensen og sikrede Wigan tre point.
Dermed er Burnley fortsat placeret under nedrykningsstregen sammen med Hull og Portsmouth. De to hold mødtes i en vaskeægte kælderduel, som dog blev mere underholdende, end man lige skulle tro. Hull førte kort før tid med 2-1, men så udlignede Jamie O'Hara for konkurstruede Portsmouth, og langt inde i overtiden afgjorde den tidligere Arsenal-angriber Nwankwo Kanu til slutresultatet 3-2 til Portsmouth.
Sejren hjælper nok bare ikke klubben så meget, for efter at have fået fratrukket ni point tidligere på ugen på grund af den økonomiske situation er der stadig 14 point op til den reddende 17.-plads.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker