Stoke-manager: Sørensen er nummer to

Thomas Sørensen har nu Stoke-manager Tony Pulis' ord for, at han er andetvalg på målmandsposten i Premier League-klubben.

Sørensen, der har haft problemer med en albueskade, kan dermed få svært ved at slå bosniske Asmir Begovic ud af startopstillingen.

- Thomas har gjort det godt, men Begovic har gjort det fantastisk, siger Tony Pulis ifølge sporten.tv2.dk.

- Thomas er meget uheldig forstået på den måde, at Begovic har spillet så godt. Han har spillet de sidste seks-syv kampe, så han er nummer et, fortsætter Pulis.

Stoke-manageren håber dog, at den danske landsholdskeeper bliver i klubben.

- Det vigtige er, at han gør, som Asmir har gjort, og venter på sin chance og griber den, når den kommer. Det er den ideelle situation for enhver manager.

- Selvom Thomas vil være skuffet over ikke at være på holdet, så tror jeg, at han accepterer sin rolle, nu da Asmir har spillet så godt. Jeg har talt med Thomas og fortalt, hvor imponeret jeg har været af ham, siger Pullis.

/ritzau/

Landsholdsmålmand Thomas Sørensen er nu endegyldigt andetvalg i Stoke efter bosniske Asmir Begovic.

Offentliggjort Sidst opdateret