Stokholm fortrænger Kvist - Rommedahl med fra start

Nicolai Stokholm har fået genvalg i Danmarks startopstilling, når landsholdet klokken 20.15 møder Bulgarien i Parken i VM-kvalifikationen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den rutinerede kaptajn fra FC Nordsjælland har fortrængt William Kvist fra sin vante position på den defensive midtbane.

Kvist deltog ikke i fredagens 3-0-sejr over Tjekkiet på grund af karantæne, og Stokholm greb chancen i den fornemme sejr.

Andreas Cornelius skal forsøge at følge op på sin flotte kamp i Tjekkiet som frontangriber med Christian Eriksen lige bag sig.

På kanterne indtager Michael Krohn-Dehli venstresiden, mens Dennis Rommedahl er blevet valgt på højresiden i stedet for Nicolai Jørgensen, der startede på banen i Tjekkiet.

På den defensive midtbane stiller Danmark med Niki Zimling og altså Nicolai Stokholm. Begge gjorde det fremragende i fredagens 3-0-sejr i Tjekkiet.

Der er genvalg til alle i forsvaret, hvilket betyder, at Simon Kjær og Daniel Agger i midterforsvaret har Simon Poulsen til venstre for sig, mens Lars Jacobsen som altid indtager højrebacken.

Stephan Andersen vogter målet for Danmark i den vigtige kamp, der på sigt gælder andenpladsen i VM-kvalifikationsgruppe B.

Den danske startopstilling (4-2-3-1) ser sådan ud:

Stephan Andersen - Lars Jacobsen, Simon Kjær, Daniel Agger, Simon Poulsen - Niki Zimling, Nicolai Stokholm - Dennis Rommedahl, Christian Eriksen, Michael Krohn-Dehli - Andreas Cornelius.

/ritzau/