Stolt FCK-chef kalder sejr over Vejle for overlegen

Jess Thorup er godt tilfreds med FC Københavns sejr over Vejle. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

FC Københavns sejr på 3-0 over Vejle i Superligaen var ganske overlegen, hvis man spørger træner Jess Thorup.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter tre superligakampe på stribe uden sejr, fik FC København søndag en forløsende sejr, da holdet hjemme i Parken vandt 3-0 over Vejle.

Københavnerne kom foran efter 16 minutters spil, men allerede fra første fløjt følte cheftræner Jess Thorup, at hans mandskab havde kampen under kontrol.

- Jeg synes faktisk, at vi fra første minut var vores modstander overlegen. Vi spillede mere simpelt og bragte en fantastisk energi, så jeg havde en god fornemmelse fra første fløjt, siger Thorup.

Ud over en stribe af dårlige resultater, så var FCK også hårdt ramt af skader, hvor profiler som Carlos Zeca, Rasmus Falk, Lukas Lerager og Isak Johannesson alle var fraværende mod Vejle grundet skader, karantæne og sygdom.

Det gjorde sejren endnu sødere for Thorup.

- Jeg er sindssygt begejstret for spillerne, når man tænker på, hvad vi stod overfor af udfordringer og det, vi kom fra. Vi var så dominerende mod Vejle, og det var meget imponerende. Jeg er sindssygt stolt på spillernes vegne.

I Vejle-lejren anfægtede man ikke hjemmeholdets dominans, og cheftræner Peter Sørensen understregede da også, at en udekamp mod FCK ikke er der, han kalkulerer med at få point.

- Virkeligheden er også bare, at når vi hele tiden var næstbedst i duellerne, til at skabe chancer, vinde andenboldene, så blev det også svært.

- Når vi så også blev udfordret så meget, som vi gjorde, kom vi også til at lave fejl på grund af, at overmagten var for stor. Det bør de færreste være overrasket over, lyder det fra Vejle-træneren.

Til trods for stor glæde over sejren hos FCK, så var der dog også noget, der kunne være bedre.

Det drejede sig dog om det underlag, der er i Parken for tiden. Midtbanespiller Jens Stage var ikke synderligt begejstret over banen.

- Nej, den er ikke til vores fordel. Den har set bedre dage. Den er en smule glat og uden så meget græs, og så har jeg ikke sagt for meget. Forhåbentligt kommer den stærkt tilbage, og den har tidligere fået en overhaling, men vi viste mod Vejle, at vi kan vinde på den, fortæller målscoreren til 1-0.

Hákon Haraldsson og Jonas Wind tegnede sig for kampens to øvrige scoringer.