Stolt italiensk landstræner: Vi kan udrette store ting
Holdånden bar det italienske hold til sejr over Belgien, mener landstræner Antonio Conte.
Det italienske landshold har stået lidt i skyggen af EM-favoritter som Frankrig, Tyskland og Spanien, men måske er der grund til at lukke Italien ind i inderkredsen af Europas største fodboldnationer.
Med en overraskende sejr på 2-0 over Belgien fik italienerne nemlig en drømmestart på turneringen, og landstræner Antonio Conte påpeger, at hans hold med den rette indstilling kan nå langt.
- Vi mødte et meget stærkt hold, som er blandt favoritterne til at vinde turneringen. Når vi spiller med sådan et sammenhold, kan vi udrette store ting, siger Antonio Conte ifølge Football Italia.
Italienerne nøjedes ikke med at spille som et hold. De jublede også i en stor klynge efter Emanuele Giaccherinis åbningsmål, og det kostede Conte en omgang næseblod.
Men den kommende Chelsea-manager var mere optaget af sit mandskab, som han nu skal forsøge at holde til ilden i de kommende kampe mod Sverige og Irland.
- Vi har ikke vundet noget endnu. For mig handler det om, at vi præsenterer os som et hold, ikke noget andet. Jeg har 23 talentfulde spillere, der har det godt i hinandens selskab, siger Conte.
Kampens første målscorer, Emanuele Giaccherini, giver sit bidrag til den gode stemning ved at sende roserne videre til holdkammeraterne i de holdets bageste geledder.
- Vores forsvar var fantastisk, og jeg mener, vi har EM's bedste defensiv, siger Giaccherini til uefa.com.
Italien spiller næste gang på fredag, når holdet møder Sverige.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde