Stolt landstræner fik jaget EM-spøgelse på flugt
Landstræner Jesper Jensen har ført håndboldkvinderne i den anden semifinale på to år. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Håndboldlandsholdet håndterede både favoritværdighed og uortodoks modstand, da Brasilien blev slået.
Efter seks klare sejre kom det danske kvindelandshold for første gang ved VM under pres, men spillerne bestod prøven og nedkæmpede Brasilien 30-25 i kvartfinalen.
Mens de første seks kampe viste et spillemæssigt overlegent dansk mandskab, var det denne gang i hovedet og benene, at nøglen til sejren skulle findes, mener landstræner Jesper Jensen.
- De første seks kampe var et bevis på, hvor meget vi har forbedret os sportsligt. Denne kamp var det store bevis på, hvordan vi har rykket os på det mentale plan, siger Jensen.
Han fik undervejs mindelser om EM-bronzekampen mod Kroatien sidste år. Her var hans hold også klar favorit, men stod ikke for presset mod de kroatiske individualister.
Denne gang holdt spillerne hovederne kolde, selv om solide forspring blev formøblet i første halvleg.
- Da vi ikke fik slået hul, vidste jeg, at det ville blive svært. Brasiliens spillere er rigtig gode til at spille det spil, de spiller. Det var en kamp, der mindede meget om kampen mod Kroatien.
- Tilbage i marts, da vi samledes første gang efter Kroatien-kampen, begyndte vi at snakke om adfærd og forventninger, og holdet bestod virkelig i dag (tirsdag, red.).
- Det viser, at vi godt kan tillade os at have store forventninger til fremtiden, siger Jesper Jensen.
Med sejren er Danmark sikret yderligere to kampe ved VM. Først en semifinale mod enten Sverige eller Frankrig på fredag. Og derefter enten finale eller bronzekamp søndag.
- Jeg er helt vildt glad, og jeg er selvfølgelig også lettet. Vi har spillet så godt i de første seks kampe, at det ikke ville være til at holde ud, hvis vi skulle hjem nu, siger Jesper Jensen.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker