Stolt Solbakken: Vi kunne være blevet en uge mere i Köln
Ståle Solbakken kunne være ganske godt tilfreds med sine spilleres indsats mod Manchester United. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
De første 90 minutter mod Manchester United var meget jævnbyrdige, siger en stolt Ståle Solbakken.
På baggrund af den ordinære spilletid kunne det lige så godt være FC København, som det kunne være Manchester United, der er klar til søndagens Europa League-semifinale.
Det siger FC Københavns manager, Ståle Solbakken, efter at FCK mandag aften tabte med 0-1 til den engelske storklub efter forlænget spilletid i kvartfinalen ved Final 8-stævnet i Köln.
- Det er med blandede følelser, at sæsonen er ovre. Vi kunne være blevet en uge til, for vi var ikke så langt væk. De første 90 minutter kunne være gået begge veje. Vi skulle have været mere kyniske, da vi havde chancen, siger Ståle Solbakken.
- De vandt måske fortjent, hvis man tager den forlængede spilletid med, tilføjer han.
I første halvleg af den forlængede spilletid var der klasseforskel på holdene. Det var også i den periode, at Manchester United scorede på straffespark og endegyldigt sikrede sig avancement til semifinalen.
Det var første gang, at FCK deltog i en europæisk kvartfinale. Det kan måle sig med de gange, hvor klubben har præsteret godt i Champions League, siger Solbakken.
- Det er en af vores bedste europæiske sæsoner. Kampen i dag (mandag, red.) var også en af vores bedste kampe nogensinde, særligt hvis man tager i betragtning, at mange af vores spillere aldrig har været i nærheden af at spille på det niveau før.
- Jeg kunne ikke bede om mere, siger nordmanden.
Når FCK-spillerne får nederlaget til Manchester United på afstand, skal de se tilbage på kampen med stolthed, siger Solbakken.
- Jeg har sagt til spillerne, at de skal være så stolte som muligt af sig selv.
- Vi skulle være fysisk og mentalt på toppen for at følge med og have disciplinen og løbevilligheden til at lukke Uniteds hold. Det havde vi, og alle spilere viste sig godt frem, siger Ståle Solbakken.
Han og FCK-spillerne kan nu gå på en kort sommerferie. Holdet spiller første superligakamp 13. september.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde