Stolt Tine Baun trådte ud af stjernens skygge
Foto: Bazuki Muhammad /Scanpix
Bazuki Muhammad /Scanpix
Da badminton-dronningen Camilla Martin stoppede sin imponerende karriere i 2004, regnede mange med, at det var slut med danske topresultater i damesingle i mange år frem.
Til at overtage tronen var der jo bare Tine Baun, som i en årrække var gemt godt væk i Camilla Martins skygge.
I dag - blandt andet to All England-titler senere - kan 33-årige Tine Baun konstatere, at hun gjorde de bange anelser til skamme.
Baun stopper karrieren i denne uge, og meget passende sker det i Birmingham ved netop All England.
- Jeg vil absolut sige, at jeg gjorde bekymringerne til skamme efter Camillas stop. Der var mange, som tænkte, at hvad skal der nu ske for damesinglen i Danmark. Kunne vi nå de tilnærmelsesvis samme højder som med Camilla?
- Det synes jeg, at jeg har gjort. Jeg voksede med opgaven og blomstrede på min egen måde og på mit eget tidspunkt.
- Jeg brød igennem noget senere end så mange andre, men det, at jeg stod imod presset, som medierne og andre lagde på mig, er jeg stolt af, siger Baun.
Hun havde svært ved at udfylde tomrummet fra Camilla Martin til at begynde med - blandt andet på grund af en længerevarende skade.
Det internationale gennembrud kom først i 2007, da hun overraskende vandt Japan Open. På det tidspunkt hed Baun stadig Rasmussen til efternavn, og hun var 28 år.
Sidenhen blev Baun verdens nummer et, og hun spillede sig i All England-finalen hele tre år i træk fra 2008-2010 og vandt den prestigefyldte turnering i 2008 og 2010.
- Jeg er utrolig stolt af min karriere. Jeg er lykkedes med den rejse, jeg begav mig ud på.
- Da jeg var 15 år, stod jeg ikke og tænkte, at jeg bare skulle vinde All England. Så at have været i finalen tre år i træk og at have vundet to gange, det er det hele værd, siger Baun.
Hun indrømmer, at det ikke var nemt for hende at være Camilla Martins afløser.
- Det var irriterende, at der hele tiden blev talt om, at jeg var Camillas afløser. Jeg synes, at Camilla var et unikt talent. Hun slog igennem i Danmark, da hun var 16 år, og det tror jeg aldrig, at vi kommer til at se igen på samme måde.
- Det var noget unikt med hende, men jeg havde også trænet mange år med hende og havde selvfølgelig suget til mig. Hun var god til at give fra sig, og dermed stod jeg måske bedre rustet i nogle situationer, end man umiddelbart skulle tro.
- Jeg toppede meget senere, end Camilla gjorde, og hvem ved, måske havde jeg toppet før, hvis jeg ikke havde stået så meget i skyggen, som tilfældet var. På en måde var det måske ikke så tilfældigt, at jeg toppede efter, at hun stoppede, lyder det fra Baun.
Det bliver formentlig en emotionel afsked med karrieren i Birmingham, hvor Baun skal i aktion senere i dag mod en kvalifikationsspiller i første runde.
- Der er mange følelser i spil, men jeg synes, at det er den rigtige følelse, jeg har i maven, når jeg tænker over det hele.
- Det er en meget speciel følelse. Jeg håber bare, at jeg vil gå ind og nyde det og finder noget af mit gode spil frem, så jeg ikke bliver for anspændt over situationen, siger hun.
Bauns kamp er sat til at begynde klokken 17.10.
/ritzau/
Seneste artikler
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Der var sommerfugle i maven før historisk broløb
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Kronprinsen på broen