Det fortæller den svenske superstjerne efter sejren på hjemmebanen San Siro. AC Milan-profilen mener dog, at de engelske gæster kunne være blevet sendt hjem med en endnu større fodboldlussing.
- Jeg ved ikke, om det kunne blive bedre, selvom vi havde flere chancer for at score flere mål. Havde vi været mindre egoistiske foran målet, havde vi scoret endnu flere.
- Men vi slår Arsenal 4-0 i Champions League, og det tror jeg ikke, at der var mange, som havde ventet på forhånd, siger han til Viasat 4 ifølge dagbladet.no.
Den svenske angrebsstjerne var kampens profil og viste imponerende evner som playmaker.
Han iscenesatte sine medspillere med millimeterpræcise afleveringer, lagde op til to af målene og bankede selv bolden ind bag Arsenals målmand på et straffespark.
- Det føles godt. Bare jeg kan fortsætte sådan. Vi spillede taktisk klogt og udnyttede vores chancer, selvom vi kunne have scoret flere mål. Men vi scorer fire gange og skal være glade, siger Zlatan Ibrahimovic.
Han var ivrig efter at få gang i fodboldstøvlerne, efter han sad ude med karantæne i weekendens kamp mod Udinese i den hjemlige italienske liga. Stjernen sidder også på bænken i de kommende to kampe i Serie A.
I starten af februar fik svenskeren nemlig rødt kort i en kamp mod Napoli, da han klaskede til en modstanders hoved. Det kostede ham tre spilledages karantæne.
I aftenens kamp mod Arsenal var det AC Milans Kevin-Prince Boateng, som åbnede målshowet efter et kvarter med et brag af et skud, der tog kanten af overliggeren. Robinho scorede to gange, mens Ibrahimovic cementerede sejren til sidst i kampen.
Med Arsenals nederlag skal meget nå at ændre sig, hvis manager Arsene Wengers mandskab skal gøre sig forhåbninger om avancement, når der er returopgør i London den 6. marts.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde