Tre heat før afslutningen førte Danmark finalen ved hold-VM i speedway med et enkelt point foran Polen, men da regnskabet skulle gøres op, havde polakkerne lavet fem point mere end danskerne.
Derfor blev det kun til sølv for danskerne, men det havde holdkaptajn Hans Andersen ikke svært ved at glæde sig over.
- Det er ingen skam at tabe til Polen, der stiller op med nummer et og to i VM-stillingen. Når alt kommer til alt, har vi vel nærmere vundet sølvet end tabt guldet, siger Hans Andersen.
Heller ikke Niels-Kristian Iversen, der med en fantastisk dobbeltoverhaling i 19. heats sidste sving pustede liv i de danske gulddrømme, hænger alt for meget med næbet.
- Lige nu er vi lidt skuffede, for vi var så tæt på guldet. Men der var ingen, der regnede med os inden løbet, og alligevel gav vi de andre kamp til stregen og gav ikke op, selv om Polen var storfavoritter, siger Iversen.
Danmarks landstræner Jan Stæchmann roser sine kørere for at vise flot moral og arbejde fornemt sammen undervejs. Når det alligevel glippede til sidst, hænger det ifølge landstræneren også sammen med lodtrækningen og fordelingen af startplaceringer.
- Vi er uheldige, at vi slutter af med at starte fra det svære tredje spor i de to sidste heat. Det betyder, at vi har svært ved at score de point, der skal til, og det er vel de marginaler, som vi mangler til sidst, forklarer Stæchmann.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde