Stop: Michael Schumachers op- og nedture

Torsdag annoncerede 43-årige Michael Schumacher, at han indstiller karrieren efter denne sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tyskerens karriere har budt på mange op- og nedture:

*Født 3. januar 1969.

*Debuterede i Formel 1 for Jordan i 1991 ved det belgiske grand prix som erstatning for den fængslede belgiske kører Bertrand Gachot. Kørte kun 500 meter af selve løbet, men imponerede i løbet af weekenden.

*Fik kontrakt med Benetton-teamet efter det ene løb for Jordan og blev nummer fem i sit første grand prix som Benetton-kører.

*Kom for første gang på podiet ved det mexicanske grand prix i 1992. Senere samme år vandt han også sit første løb. Det var pudsigt nok ved det belgiske grand prix året efter sin debut.

*Først i 1994 snuppede hans sin første pole position. Det var ved Monacos grand prix.

*Vandt sammenlagt syv VM-titler, hvilket er rekord. I 1994 og 1995 vandt han med Benetton, og fra 2000 til 2004 blev det fem på stribe for Ferrari.

*1994-mesterskabet blev sikret, da han kolliderede med briten Damon Hill i sæsonens sidste løb, så begge udgik. Det var tæt på en lignende kollision i 1997 med canadieren Jacques Villeneuve, som dog endte med at blive verdensmester det år.

*I 2002 sluttede Schumacher alle løb på podiet, hvilket er rekord. Han vandt VM-titlen med seks løb tilbage af sæsonen.

*I 2004 vandt han 13 løb. Det blev blandt andet til syv sejre i træk, hvilket er rekord.

*Er noteret for 91 grand prix-sejre, hvilket er rekord.

*Annoncerede for første gang, at han indstillede karrieren i 2006.

*I 2009 blev han enig med Ferrari om at gøre comeback for italienerne i stedet for skadede Felipe Massa. Det blev ikke til noget alligevel. Schumacher meldte fra på grund af en nakkeskade efter et motorcykelstyrt.

*Efter tre års eksil fra sporten annoncerede Schumacher sit comeback i 2009. Fra 2010-sæsonen og tre frem skulle han køre for Mercedes.

*Det blev ikke noget glorværdigt comeback. Samlet nummer ni og otte i sine to første sæsoner.

*Først i 2012 kom han på podiet efter sit comeback. Det skete ved det europæiske grand prix i Valencia.

*Mercedes meddelte i sidste uge, at teamet stopper samarbejdet med Schumacher efter 2012-sæsonen. McLarens Lewis Hamilton vil få tyskerens plads i 2013.

*Blev sat i forbindelse med Formel 1-teamet Sauber, men annoncerede torsdag 4. oktober, at han takker af efter 2012.

/ritzau/