Stor pointhøst gør Ehlers til en af ugens stjerner i NHL

Nikolaj Ehlers scorede to mål og stod for fem oplæg i den forgangne uge. Billedet her er fra Winnipeg Jets' kamp mod Seattle Kraken. Foto: Steph Chambers/Ritzau Scanpix

Ingen leverede flere point i NHL i den forgangne uge end danske Nikolaj Ehlers fra Winnipeg Jets.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nikolaj Ehlers bliver anerkendt for en stor uge i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

Den danske forward er blevet udråbt som en af NHL's tre stjerner, som hver uge hædres for deres præstationer.

Ehlers er kåret som "tredje stjerne", meddeler NHL på sin hjemmeside.

Den 25-årige nordjyde scorede tilsammen syv point i den forgangne uge for Winnipeg Jets, hvilket rækker til en delt førsteplads for ugen.

Han lagde ud med at score et mål i 2-4-nederlaget til Buffalo Sabres, før han lagde op til begge Winnipegs mål i 2-5-nederlaget til Washington Capitals.

Søndag scorede han og blev noteret for tre oplæg i sejren på 4-2 over St. Louis Blues.

Det er tredje gang i karrieren, at Ehlers bliver kåret som en af NHL's tre stjerner for ugen.

Det skete senest i marts i år for danskeren, der kom ind i ligaen i 2014.

Ehlers er udset som en af nøglespillerne for det danske landshold, som har kvalificeret sig til vinter-OL for første gang.

Vinterlegene i kinesiske Beijing i februar næste år risikerer dog at blive uden NHL-spillere, lød tidligere mandag fra NHL og spillerforeningen.

Det skyldes den seneste tids opblussen i coronasmitten og udsættelse af flere kampe. Der forventes at komme en afklaring på NHL-spillernes tilgængelighed for landsholdene en af de kommende dage.