Store forventninger til Svaneskole-kamp i Parken

Knap er fodboldkampen mellem Svaneskolens pigehold og Holmegårdsskolen fra Hjørring gået i gang, før Svaneskolens elever på vejen mod Danmarks nationalarena, Parken er fuld af glæde og høje forventninger til dagens brag af en kamp.

Efter at have besejret Nyrupskolen fra Kalundborg og dermed kvalificeret sig til finalen i Parken venter nu et opgør med Holmegårdsskolen.
 
Fire busser fragter skolens 305 elever til Parken i København, hvor de skal heppe på og støtte de fodboldspillende piger. 
 
I en af busserne sidder tredjeklasses elever, hvor de højlydt synger med på Svaneskolens slagsang "Fra marken til Parken", som pigefodboldholdet i samarbejde med Radio Sydhavsøerne og folketidende.dk har indspillet forud for finalen i Ekstra Bladets skolefodboldturnering.
 
De små klasser har lavet bannere og kasteruller, fortæller pædagog i Fritidsordningen, Lonny Sørensen.
 
En af dem er 10-årige Jason Rasmussen, der glæder sig meget til kampen.
 
- Jeg håber de scorer og vinder, udbryder han og fortsætter
 
- Det føles dejligt. Vi er så stolte over, at vores skole er nået så langt - det er rigtig blæret.
 
Børnene kender ikke nogen af de piger, der skal spille, men de glæder sig alligevel til at tage til Parken og heppe på pigerne fra deres skole.
 
- Det er vores Svanepiger og vi skal støtte dem, siger Jason Rasmussen.
 
10-årige Laus Nielsen fortæller, at han er stolt over at kunne sige, at han er Svaneskolen på grund af pigernes sejre.
 
- Jeg håber, at pigerne vinder og jeg har glædet mig meget til denne kamp i rigtig, rigtig lang tid, siger Benjamin Emil Larsen.
 
Specielt er han stolt over, at hans lille by er nået så langt og er blevet kendt efter sejren i sidste uge mod Nyrupskolen. 
 
Men først og fremmest er eleverne og lærerne stolte over pigerne og derefter er det ikke så vigtigt, om de vinder eller taber, lyder det.
 
- Det vil være fedt, hvis de kommer hjem med en kæmpe pokal, men hvis de ikke vinder, så vil jeg alligevel være stolt, for de har gjort deres bedste, lyder det fra Benjamin Emil Larsen.
 
- Bare pigerne får en god dag og børnene får en god oplevelse, siger pædagog Lonny Sørensen.
 
- Det jo lige før, vi er blevet verdensberømte her nede på Sydfalster.

Se Svane-pigernes musikvideo med slagsangen "Fra marken til Parken" herunder.

Foto: Foto: Deniz Serinci

Svaneskolens elever er fulde af håb og glæde på vej til det store brag i Parken.

Offentliggjort Sidst opdateret