Den kvindelige klubfodbold buldrer frem i flere europæiske lande.
De allerstørste klubber investerer i kvindehold, tilskuerrekorder falder på stribe, og pengepræmier skyder i vejret fra sæson til sæson.
Tempoet er højt, og hvis man tror, at den danske liga kan følge med ligaerne i store fodboldnationer som England, Spanien og Tyskland, så kan man godt tro om.
Det fastslår Nicolai Kaas Nordstrøm, ligachef for Gjensidige Kvindeligaen, før weekendens første runde i den nye sæson.
- Det går bare stærkere i Europa. Det er de allerstørste klubber, der har meldt sig ind i kampen, og vi hverken kan eller skal sammenligne os med de helt store.
- Jeg er lidt ærgerlig over, at der - også internt - er en tendens til at måle os med Spanien, England og Tyskland. Det er fuldstændig åndssvagt. Vi kan jo heller ikke følge med på herresiden, siger han.
Et eksempel, på at den danske liga halter efter, er antallet af spillere fra den danske liga i de seneste to EM-trupper.
Da Danmark i 2017 vandt EM-sølv, havde 13 spillere deres daglige gang i danske klubber. Da Danmark tidligere på sommeren spillede EM, var tallet nede på tre.
En af de spillere, der har forladt Danmark siden 2017, er Stine Larsen. Hun skiftede i 2019 fra Brøndby til FC Fleury i Frankrig. Siden rykkede hun til engelske Aston Villa og spiller nu i svenske BK Häcken.
- Jeg ville gerne prøve mig af på et nyt niveau, og hvis jeg ville det, skulle jeg udenlands, siger den 26-årige angriber, som vurderer, at landsholdsspillerne generelt har fået behov for større udfordringer, end den danske liga kan tilbyde.
- Vi har løftet os et niveau i forhold til i 2017, siger Stine Larsen.
Men den danske liga skal nok komme op i tempo, mener Nicolai Kaas Nordstrøm. Han blev ansat i 2019 og har ført an i en relancering af ligaen.
- Ligaen udvikler sig helt vildt. Da jeg startede, var der under 40 kontraktspillere med meget lav løn. I dag er der over 200 kontraktspillere, siger han.
Han understreger, at kravene til klubberne er blevet skærpet betragteligt. Det gælder blandt andet i forhold til stadioner, træningsfaciliteter og administration.
Man hører tit, at der skal penge til, hvis kvindefodbolden skal flytte sig. Det er Nicolai Kaas Nordstrøm enig i. Men for ham er det vigtigt at understrege, at det ikke nødvendigvis er spillerne, der som det første skal have store lønforhøjelser.
Han peger på, at klubberne skal bruge penge på folk til administrationen, kommunikationsfolk og sælgere.
- Så kan det godt være, at klubberne har en midtbanestjerne mindre, men til gengæld kan sælgeren sørge for, at der vækstes på andre områder, så de senere kan hente en endnu større stjerne, siger han.
England er et af de lande, der har fået penge ind i kvindefodbolden, og store stjerner strømmer til. Pernille Harder er en af dem. Hun har i Chelsea mærket, hvordan større økonomiske muskler giver bedre faciliteter og dermed bedre muligheder for at vokse som spiller.
Og udviklingen drives i høj grad af branding, siger hun.
- I England er de virkelig gode til at markedsføre kvindefodbolden, så der bliver skabt profiler, som folk elsker at se. Det kan komme ned til at bruge noget flot grafik på sociale medier. Så det ser professionelt ud, siger hun.
Det handler i særlig grad om personfortællinger, så potentielle fans kan identificere sig med spillerne, mener hun. I den forbindelse hjælper det, at den engelske liga har landet en aftale med tv-stationen Sky, som hjælper med historiefortællingen.
Samme effekt har den danske ligas aftale med Viaplay Group.
- Da jeg startede, var der ikke engang en hjemmeside eller sociale medier. Vi var én kommunikationsmedarbejder og mig, og vi skulle lave alt. Det behøver vi ikke i dag.
- Tv-aftalen betyder, at Viaplay leverer alt det fodboldklassiske indhold med træner- og spillerinterviews. Så kan vi tage os af sociale medier og alt muligt andet, siger han.
Netop tv-aftalen er et godt eksempel på, hvordan kvindefodbold også herhjemme har udviklet sig.
- I 2019 blev der lavet en femårsplan, som, mange sagde, var urealistisk. Et af målene var, at vi i år fem ville have en ugentlig eller månedlig tv-kamp. Vi ville sågar selv betale for produktionen. Nu bliver alle kampe vist på Viaplay.
Den øjeblikkelige tv-aftale løber i endnu to sæsoner.
- Tv-aftalen bliver meget attraktiv, næste gang den skal forhandles, siger Nicolai Kaas Nordstrøm.
Han fortæller, at seertallene på Viaplays platforme ligger på niveau med herrernes 1. division, hvor alle kampe også bliver vist.
Efterhånden som der kommer flere penge i kvindefodbolden, vil det ifølge Nicolai Kaas Nordstrøm også blive attraktivt for FC Midtjylland og FC København, som er blandt de herreklubber, som ikke har noget kvindehold.
De store klubbers indtog vil give et kæmpe skub, og stille og roligt vil de danske stjerner måske begynde at vende hjem.
Pernille Harder, der har en fortid i Team Viborg og aarhusianske Skovbakken, vil i hvert fald ikke afvise et comeback i Danmark.
- Hvis der kommer en god liga, så kan det sagtens være, siger Harder.
/ritzau/
Rekorder falder på stribe
Der er flere indikationer på, at klubfodbolden for kvinder flytter sig fremad med hastige skridt i disse år. Her er nogle eksempler:
* Tilskuerrekorden til en kvindekamp blev på få uger slået to gange i løbet af foråret, og i begge tilfælde var det FC Barcelona, der stod bag.
- 91.553 tilskuere så kampen mellem FC Barcelona og Real Madrid på Camp Nou 30. marts.
- 91.648 tilskuere så kampen mellem FC Barcelona og Wolfsburg på Camp Nou 22. april.
* Tilskuerrekorden i Gjensidige Kvindeligaen blev på få uger slået to gange i slutningen af den seneste sæson.
- 1357 tilskuere så kampen mellem AGF og Odense Q 28. maj.
- 2016 tilskuere så kampen mellem HB Køge og Fortuna Hjørring i sæsonens sidste runde 4. juni.
* Præmiepuljen i kvindernes Champions League blev til den seneste sæson mere end firdoblet.
- Den samlede pulje, som bliver distribueret ud til klubberne, lyder på 24 millioner euro (178 millioner kroner).
- Alle klubber i gruppespillet er sikret minimum 400.000 euro (tre millioner kroner).
- Vinderen af Champions League kan tage op til 1,4 millioner euro (ti millioner kroner) med sig fra turneringen.
/ritzau/