Større styrke til elitefodbold

Såfremt B.1901 og B.1921 slår pjalterne sammen, vil den blive landsdelens største boldklub med knap 1000 aktive og 350 passive medlemmer. 
 
- Ved at stå sammen og arbejde i samme retning kan vi tage udfordringen op og skabe klubben, som tilgodeser alle medlemmer samt giver plads og muligheder til de bedste for at udvikle sig, siger René F. Sørensen og Jan Arnesen.
 
- Og, tilføjer de, vi vil have styrken til at fastholde divisionsstatus på herreseniorsiden og på lidt længere sigt få divisionsstatus på dameseniorsiden, ligesom vi kan gøre endnu mere for vore ungdomsspillere, når vi trækker på samme hammel. Og forhåbentlig vil erhvervslivet bakke op om en ny klub, for det er nødvendigt, påpeger klubformændene.
 
En fusion vil, tror arbejdsgruppen, styrke Lolland-Falster Alliancen, hvilket måske er nødvendigt for at Alliancen kan overleve på den lange bane. 
 
B.1901 og B.1901 ejer begge 13 procent af selskabet, som varetager driften af Lolland-Falster Alliancens divisionshold samt fire ungdomshold fra U/14 til U/19.
 
Arbejdsgruppen foreslår, er der i den fremtidige fællesklub også skal være et LFA-selskab for eliten, men at Alliancen udelukkende skal varetage driften af det bedste seniorhold.
 
Eliteholdene i ungdomsregi, som Alliancen driver i dag, skal overføres til den nye klub, hvor man også stiler efter at få U/21-hold, så man minimerer tabet af spillere, når de bliver seniorer.
 
Arbejdsgruppen foreslår ligeledes, at Alliancen skal være med til at betale driften af de bedste ungdomshold - for sidenhen at få glæde af investeringerne.
 
- Vi skal i fremtiden satse mere på egen talentudvikling, så vi forhåbentlig kan blive endnu mere selvproducerende af divisionsspillere, slår B.1901- og B.1921-formændene fast.




- De bedste spillere vil få plads til at udvikle sig, mener de to formænd.

Offentliggjort Sidst opdateret