Storslået fest åbner de paralympiske lege
Foto: Stefan Wermuth /Scanpix
Stefan Wermuth /Scanpix
17 dage efter den imponerende OL-afslutningsceremoni var der onsdag aften igen fyldt op på det olympiske stadion i London. Denne gang gjaldt det åbningsceremonien ved de paralympiske lege.
En flyvemaskine med vinger af ild cirkulerede over stadion, mens publikum talte ned fra 10. Og det blev starten på en storslået åbning af de paralympiske lege.
Den skleroseramte fysikteoretiker Stephen Hawking holdt en kort tale, hvorefter showet sprang ud i et virvar af pangfarver og akrobatiske artister.
Hele stadion brød ud i stående ovationer, da den engelske dronning Elizabeth gjorde sin entre. Dronningen havde taget det meste af den royale familie med til paralympisk fest.
Klokken 22.23 lokal tid ledte bordtennisspilleren Peter Rosenmeier det danske hold ind på stadion foran godt 80.000 tilskuere.
Og lige før midnat entrerede det britiske hold det olympiske stadion akkompagneret af David Bowies klassiker "Heroes".
- Forbered jer på at blive inspireret. Forbered jer på at blive forblændet. Og forbered jer på at blive bevæget af de paralympiske lege i London 2012, sagde formanden for legenes organisationskomité (LOCOG) Sebastian Coe.
Kort efter erklærede dronning Elizabeth officielt de paralympiske lege i London for åbne.
Det blev dermed en folkefest på samme niveau som åbningen af OL. De næste 11 dage dyster paraatleter fra verden over i 20 forskellige idrætsgrene.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker